7. februar 2025

Stort tilløbsstykke da InSide fejrede 25 års jubilæum

Den store hall i InSide var ganske godt fyldt op, da kulturhuset markerede deres 25 års jubilæum med taler, musik, kage og kaffe samt fællesspisning i Café InSide.

Alle stole var besat, de to store trapper var også godt fyldte med gæster, og en hel del fik lov til at stå op, da Kulturhus InSide i går havde inviteret til fejring af deres 25 års jubilæum, så interessen var stor for at være med til at markere festdagen.

Eva Svejvig, der er daglig leder af InSide, bød først velkommen, hvorefter borgmester Lars Storgaard tog over og holdt en fin tale om og til kulturhuset, hvor han blandt andet kom ind på, at da InSide i sin tid kom til verden, så var der stor modstand fra flere kanter, da mange mente at Hammel i forvejen havde et glimrende kulturhus ved Østervangskolen. Det viste sig dog, som de fleste nok er klar over, at det var en særdeles god idé at flytte til de nuværende bygninger, og at Hammel i InSide har fået et kulturhus, der rummer mange forskellige ting, og et hus, hvor der er aktivitet dagen lang.

Efter Lars Storgaard var det den daglige leder af Lokalhistorisk Arkiv, Poul Nørgaard, der tog over. Poul har været med fra starten af, og han kunne fortælle flere sjove, muntre og såmænd også alvorlige anekdoter fra de 25 år der er gået, og havde det ikke været for tidsplanen, så havde Poul helt sikkert kunnet fortælle meget mere.

Det fik han dog ikke lov til, fordi nu var det tid til kaffe og kage samt åbent hus rundt i kulturhuset, inden Sallvation, gospelkoret fra Sall, der dog øver i netop InSide, gav en halv times koncert. Dagen sluttede med fællesspisning der bestod af Café InSide gryde samt forevisning af en film omkring InSide.

Foto: Favrskov Kommune
Foto: Favrskov Kommune
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler