Det er et år siden, at Discgolfbanen i Mølleskoven ved Hammel blev indviet, og her et år senere kan HGF Discgolf konstatere, at banen bliver flittigt brugt.
Sidste år, den 31. maj, indviede borgmester Lars Storgaard den nye Discgolfbane i Mølleskoven, og siden da har rigtig mange besøgt banen. Ikke bare lokale fra Hammel og omegn har været forbi, men også spillere fra resten af Danmark og sågar flere andre lande.
“Banen har været internationalt besøgt med folk fra blandt andet Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Island, New Zealand og USA. Derudover er blevet til åbent hus arrangementer, private selskaber og to turneringer i løbet af det første år”, lyder det fra HGF Discgolf på deres Facebookside.
Mere end 4000 registrerede runder er det blevet til det seneste år, og herudover kommer alle dem, der bare har været forbi og hygget sig uden at registrere sig.

“Det første år er gået hurtigt, og vi arbejder stadig på at gøre banen og omgivelser i skoven bedre. Vi kan se, at der har været over 4000 officielle spillede runder, som er registeret på UDisc – men ved at mange flere har spillet, som selv har talt scoret eller bare har hygget sig i skoven”.
Det er gratis at spille på banen der har 18 huller, så det eneste man skal have sig er en disc eller to, som kan købes i diverse sportsbutikker. I følge HGF Discgolf er det folk i alle aldre der spiller Discgolf i de skønne omgivelser i Mølleskoven, og banen holdes ved lige af frivillige.
“Til sidst en kæmpe tak til alle de frivillige, som bruger tid og energi på at holde banen, men også videreudvikle den. Uden jer så var der ingen discgolf-bane i Mølleskoven”, lyder det til slut i opslaget.














