Tilbage i sommeren 2021 skrev vi første gang om Discgolf i Hammel, og godt fire år senere er banen så endelig klar til at åbne.
Den nye Discgolfbane er placeret i Mølleskoven, lige uden for Hammel på vej mod Svenstrup. Her er der anlagt en 18-hullers bane, som efter sigende skulle være af høj standard og særdeles krævende, og på lørdag er der så officiel åbning af banen.
Det er Bjørn Helbo, der i sin tid tog initiativet til at starte foreningen og banen op, og her fire år senere, er det så tid til at høste det store arbejde som han, og mange andre frivillige har lavet.
Festlighederne starter klokken 10 med taler fra både Bjørn Helbo, borgmester Lars Storgaard samt Allan Bo Andresen der taler på Hammel GF´s vegne. Herefter går man i fælles flok til hul 1 på banen, hvor banen indvies med første kast.
HGF Discgolf er vært med øl, sodavand og kage, og flere fra foreningen står klar til at svare på spørgsmål omkring discgolf, og man kan på dagen låne en disc, så man kan prøve Discgolf af.
“Vi er enormt glade og stolte over, at vi langt om længe kan åbne banen for officielt spil. Det har været en lang proces, men vi er nu klar til at vise den smukke bane frem. Forhåbentlig til stor glæde og gavn for mange i Hammel og omegn, samt andre discgolf-entusiaster”, lyder det fra HGF Discgolf på deres facebookside.














