På fredag kaster Favrskov Bowlingklub sig for alvor ud i at kaste med kugler, når de klokken 21 starter deres 24 timers maratonbowling i samarbejde med Cafe Inside i Hammel.
Man skal være vild med bowling og have gode armkræfter, hvis man vil deltage i arrangementet, der starter fredag aften klokken 21, og først slutter et døgn senere. Her går det nemlig ud på at bowle i et helt døgn, kun afbrudt af spisepauser. Det er dog muligt at “nøjes” med 12 timer, hvis man er et par, så man deler de 24 timer imellem sig. Der er stadig ledige pladser til arrangementet, så skriv til bowlingmaraton@gmail.com, hvis du kunne tænke dig at være med.
Man spiller i hold, hvor der er fire deltagere på hvert hold. Man spiller tre ad gangen, hvilket vil sige, at man har cirka tyve minutters pause pr. time, hvor spisning, toiletbesøg og eventuel søvn skal klares, så henover døgnet, har man i alt seks timers pause. Det er Cafe Inside der står for forplejningen, så deltagerne ikke går sukkerkolde under strabadserne.
“Det er lidt af et projekt vi har kastet os over, og jeg er helt sikker på, at det bliver et sjovt og hårdt døgn. Der kommer spillere fra flere klubber i Jylland, og så selvfølgelig vores egen, men man behøver ikke være medlem for at deltage, så vil man have en af de sidste pladser, så skriv eller ring til os”, lyder det fra Peter Værnhøj Rasmussen, der er formand for Favrskov Bowlingklub. Klubben træner hver onsdag i Kulturhus InSide, og skulle man have lyst til at blive medlem, så er der også her plads til flere.
Har man lyst til at overvære stævnet, måske ikke det hele, så er man meget velkommen til at kigge forbi og heppe på deltagerne.