Onsdag den 12. april er der officiel sæsonstart i Hammel GF Løb & Motion, og selvom klubbens løbetræning og gå-hold er aktive året rundt, markeres starten på den nye sæson også med et nyt tiltag, nemlig opstart af et begynderhold.
Vil du kunne løbe 5 km om 10 uger?
Så nu er chancen der for at komme godt i gang, og ikke mindst at holde ved træningen. Begynderholdet har første fælles træning onsdag den 12. april med start fra Hammel Idrætscenter, Thorsvej 6.
“Holdet henvender sig til alle som gerne vil opleve eller genfinde løbeglæden sammen med andre og du skal ikke være i løbeform for at være med. Der kræves ingen løbeerfaring, og der ventes altid på de sidste. Det vigtigste på begynderholdet er, at du får en en succesoplevelse og en positiv og motiverende start på løberlivet”, fortæller Torben Møller, der er formand for løbeklubben.
I løbet af de 10 uger træningsforløbet varer, bygges formen stille og roligt op, så træningen går fra 4 x 2 minutters løb og 3 minutters gang, til efter 10 uger, at kunne gennemføre 5 km løb.
Der er mulighed for fællestræning hver onsdag kl. 17.30 fra Hammel Idrætscenter og søndage kl. 10.30 fra HGFs klubhus på Stadionvej 7 i Hammel. For at får det fulde udbytte af forløbet, lægges der op til at du derudover træner derhjemme en gange i ugen. Derfor får du et træningsprogram med hjem, så du selv kan passe din “hjemmetræning” ind i din hverdag. Skulle du være forhindret i at være med fra start, så kig alligevel forbi, man kan nå at springe på holdet de første par uger.
Fælles gåture
Er du mere til en god gåtur er der også mulighed for det. Klubben arrangerer nemlig en fælles gåture hver 2. lørdag året rundt. Turene er typisk på 10-13 km og ligger enten i området omkring Hammel, eller man tager på fælles tur til for eksempel Fussingø Skov eller går rundt om Bølling sø. Forårets fulde program kan ses på både klubbens hjemmeside og på facebook. Næste tur er lørdag den 8. april kl. 9.30 hvor turen starter fra Skovvangsskolen på Minervavej 5 i Hammel.
Fakta om Hammel GF Løb & Motion
-Hammel GF Løb & Motion er over 30 år gammel
-Klubben har ca. 100 medlemmer
-Der er fælles løbetræning hver tirsdag og onsdag kl. 17.30 fra Hammel Idrætscenter, og hver søndag kl. 10.00 fra Klubhuset, stadionvej 7 i Hammel.
-Hver 2. lørdag arrangerer klubben fælles gåtur på 10-13 km.
-Klubben står bag Frijsenborgløbet, der i 2022 satte løbsrekord med 618 deltagere.
-I løbet af året arrangeres der flere fællesture til løb i både Danmark og udlandet.














