12. februar 2025

Jyske Mesterskaber i Padel endte i Hammel

I weekenden blev de Jyske Mesterskaber i Padel afviklet i Kolding, og her havde Hammel Tennisklub et hold med, der såmænd formåede at gå hele vejen og derfor nu kan kalde sig Jysk Mester.

Hammel-holdet kom med på et afbud, da de oprindelige vindere af deres pulje, Viborg, ikke havde mulighed for at deltage, men det skal nu ikke tage noget af glansen på den flotte titel. Hammel og Viborg havde nemlig det samme pointantal i deres pulje, men Viborg blev nummer 1 da de havde vundet to sæt mere samlet hen over sæsonen.

Også i finalen var det marginaler der blev afgørende, da holdkampen endte 2-2, og da begge mandskaber også havde vundet lige mange sæt, så skulle man kigge på, hvem der havde vundet flest partier. Det viste sig, at Hammel havde vundet tre partier mere end Kolding, og derfor endte sejren til Hammel Tennisklubs hold, som dermed kan kalde sig Jysk Mester i Arla Protein Ligaen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler