26. april 2024

Stor opgradering af HGF Fitness

Tidligere på året fik Hammel GF lagt 100 kvadratmeter til deres fitnesscenter, og nu har de investeret i helt nye maskiner, der tager styrketræning til et helt nyt niveau.

De nye maskiner er af mærket E-Gym, og er en form for cirkeltræning, men hvor du andre steder skal indstille maskinerne hver gang du skal bruge dem, så indstiller E-Gym dem for dig. Når du har taget en prøverunde med en instruktør, så husker maskinerne automatisk, hvor mange kilo der skal puttes på, og justerer løbende, så man hele tiden træner på den rigtige måde.

“Det er helt fantastisk med de nye maskiner, som i den grad tager ens træning til et nyt niveau. Når først det hele er indstillet, så skal man bare sætte sig til maskinen, og så indstilles det hele efter, hvad der passer til den enkelte, således at man træner mest optimalt og ikke løfter for meget. Man får også løbende råd via den app der er tilkoblet, om eventuelle forbedringer og efter syv gange tester maskinerne så, om man skal have mere vægt på, eller om niveauet er passende”, fortæller en begejstret Allan Bo Andresen, der er daglig leder i Hammel GF.

Man får et armbånd med en chip i, som man så sætter på maskinerne efterhånden som man kommer rundt, og det er her al information er gemt. Derfor kræver det også en instruktion, inden man slippes løs i maskinerne.

“Vi har i den grad oplevet stor interesse for de nye maskiner, og har masser af daglige instruktioner til dem. Det hele skal kodes ind fra start, men når det så er på plads, så er man selvkørende. Det er en helt ny form at træne på, blandt andet ved, at der også er mulighed for at konkurrere mod andre og maskinen sørger for, at du ikke træner forkert eller bliver overbelastet, så det er virkelig smart, og dem som bruger det er begejstrede”, siger Allan Bo, der også selv bruger de ni maskiner, og deler begejstringen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler