3. november 2024

350 badmintonspillere fylder Hammel Idrætscenter op lørdag

På lørdag bliver der tryk på Hammel Idrætscenters fire haller, når HGF Badminton afvikler badmintonstævne for 350 badmintonspillere i alderen 6-19 år.

I alt 25 badmintonbaner er linet op lørdag morgen, når de første kampe sættes i gang, og den sidste kamp forventes først afviklet ud på aftenen. Et pænt stykke over 600 kampe skal spilles i løbet af lørdagen, og det har været noget af et puslespil for at få det hele til at gå op.

“Det er helt vildt med alle de kampe, og når de både spilles single, double og mixdouble, så er der meget at tage højde for. Det har været et stort arbejde at lave kampplanen, men jeg tror det hele er gået op, og er spændt på at komme i gang tidligt lørdag morgen. Det er primært spillere fra Østjylland, men vi har også flere der kommer langvejs fra, så stævnet er blevet lidt af et tilløbsstykke”, fortæller Tom Sørensen, der er formand for HGF Badminton.

Netop det store deltagerantal har fået foreningen til at overveje, om stævnet skal fordeles over to dage næste år, da det bliver sent før de sidste kampe er afviklet lørdag aften.

“Sidste år var der ikke nær så mange med til stævnet, og jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor der pludselig er så mange deltagende i år. Vi har ikke været ude at lave PR for stævnet, men måske trænger de unge bare til at komme til nogle stævner, efter de sidste par års mange aflysninger, og det kommer så os til gode i år, hvilket vi er glade for. Vi har talt om, at det næste år nok skal laves til et weekendstævne, fordi det er lidt voldsomt med så mange kampe på en enkelt dag”, siger HGF-formanden og tilføjer:

“Så der bliver drøn på hele idrætscenteret lørdag, både med badmintonspillere, men også med en masse familie til spillerne, og så håber jeg da også, at folk fra Hammel kigger forbi, for at opleve en masse god badminton i løbet af dagen”

HGF Badminton stiller selv med omkring 30 badmintonspillere til det store lørdagsstævne.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler