I weekenden var der Favrskov Mesterskaberne i indendørs fodbold, og Hammel Gas fodboldafdeling var stærkt repræsenteret med 20 hold, lige fra U6 til Oldboys.
Stævnet blev vanen tro afviklet i HØST-Hallen i Hadbjerg, og hen over weekenden blev der spillet et hav af kampe. Hammel Gas i forvejen godt fyldte pokalskab, får endnu mere læs på efter weekendens stævne, da flere af holdene fik pokaler med hjem.
Fredag aften sejrede FC Classic ganske sikkert i Oldboys-rækken med fire sejre og en enkelt uafgjort. U12 drengene fik også guldpokalen med hjem, hvilket også gjorde sig gældende for U15-drenge.
Hos pigerne vandt blandt andet U9/10 holdet efter en fremragende indsats, mens U15 pigerne gjorde rent bord i deres række.

