27. juli 2024

Pigeraketten blev et stort tilløbsstykke

Præcis som opsendelsen af Andreas Mogensen med hans rumraket blev et tilløbsstykke, så må man konstatere, at trods regn og blæst, så blev Pigeraketten, arrangeret af HGF Fodbold og DBU, også et stort tilløbsstykke.

Lørdag formiddag blev Andreas Mogensen skudt ud i rummet på sin mission med NASA, og godt en halv time senere blev endnu en raket skudt afsted, denne gang i Hammel og uden helt så meget ild som Mogensens raket. Det var nemlig Pigeraketten, arrangeret af HGF Fodbold og DBU, der startede op klokken 10 lørdag formiddag, og det havde godt 50 piger i alderen 5-11 år valgt at takke ja tak til.

I de efterfølgende timer fik de gennem leg en introduktion til fodbold, hvor pigerne kom på forskellige missioner til Saturn, Mars, Merkur og Neptun, godt assisteret af frivillige hjælpere og trænere. DBU skriver på deres hjemmeside at et af formålene med Pigeraketten er at: Pigerne skal, i samarbejde med DBU’s astronaut, samle klubnøglen, så klubben åbnes for den mere almindelige klubtræning.

Håbet med Pigeraketten er, at pigerne efter denne dag med leg og introduktion, får mod og lyst til at starte til fodbold i Hammel. Pigeraketten er gratis at deltage i og er udviklet af DBU.

Foto: Hammel GF Fodbold
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler