I weekenden blev der afviklet Tornby Cup ved Hjørring, hvor hele 189 hold fra Danmark og Sverige deltog. Hammel GF var også stærkt repræsenteret, og havde ti hold med til den populære ungdomsturnering.
Turneringen bliver spillet i mange forskellige haller i og omkring Tornby, som er nabo-by til Hjørring, og Hammel GF, som ser ud til at have skiftet klubbens normale rød/blå dragter ud med en lyseblå, var repræsenteret med hold lige fra U11 til U15.
Hele tre B-finaler og to A-finaler blev det til, hvor pigernes U-15 vandt deres B-finale, mens U-13 drengene tog en finalesejr i A-rækken.
Turneringen bliver afviklet fra fredag aften, hvor holdene bliver indlogeret på diverse skoler i området, hvorefter kampene går i gang lørdag med gruppespil, og søndagen står så på kvartfinaler, semifinaler, og slutteligt finaler i både A og B rækkerne.
Turneringen plejer at have et stort antal svenske og norske hold med, men de norske havde alle meldt afbud grundet corona-situationen i Norge, mens blot tre svenske hold fra Backa HK havde fundet vej til årets turnering. Fra Favrskov Kommune var også Hadsten Håndbold repræsenteret med 15 hold.