I løbet af efteråret skulle planerne om en Discgolfbane i Hammel gerne falde på plads, og foreningen bag har store planer for den nye bane, der skal placeres i Mølleskoven, i udkanten af Hammel.
Mølleskoven, som er ejet af Frijsenborg Slot, bruges i øjeblikket også til mountainbike, hvor der er etableret en flot og teknisk svær bane i store dele af skoven, og det er netop her, at Hammel GF Discgolf, som foreningen hedder, har planer om at etablere en bane.
“Finansieringen er ikke helt på plads endnu, men vi har ansøgt Favrskov Kommune om penge, gennem friluftspuljen, der har til formål at etablere vedvarende, lokale friluftstilbud, som er tilgængelige for alle. Det bliver vores bane, og vi håber og tror meget på, at vi får enten hele beløbet eller i hvert fald en stor del. Det er ikke så dyrt at anlægge en bane, så skulle det glippe med kommunen, så må vi på jagt efter mulige sponsorer, hvilket vi allerede er gået i gang med”, fortæller Bjørn Helbo, der er formand for foreningen.
At det lige skal være i Mølleskoven, er ikke tilfældigt, og når man går rundt i skoven kan man sagtens forestille sig, at det kunne blive en ret spektakulær bane, som vil kunne tiltrække folk langvejs fra.
“Det er et helt fantastisk område, og netop fordi det er så kuperet som det er, så vil det også blive en bane, der kan udfordre selv de bedste. Vi har haft en mand med herude, der anlægger Discgolfbaner, og han var helt fyr og flamme, og kunne virkelig se potentiale i området. Det er vigtigt at understrege, at laver vi en bane i Mølleskoven, så kommer det ikke til at genere MTB-folket, og vi kommer kun til at være i en del af skoven, så jeg er sikker på, at der er plads til alle”, lyder det fra Bjørn.
En ting er økonomien, en anden ting er, om Frijsenborg Slot vil have en Discgolfbane i skoven, og det ved foreningen endnu ikke.
“Gennem kommunen har vi lavet en forespørgsel, men har ikke hørt noget endeligt. Jeg tænker dog, at kommunen ville være vendt tilbage allerede nu, hvis Frijsenborg havde sagt nej, da vores ansøgning om penge så lige nu, ikke ville være relevant. Mølleskoven er med sin placering rigtig god i forhold til Hammel, hvor mange har mulighed for at gå eller cykle herud, og det vil også være oplagt for skolerne at benytte sig af banen”

En nem sport at komme i gang med
Discgolf kræver ikke det store udstyr, udover en disc der bruges til at kaste med. Lige som i golf er der flere forskellige discs, men Bjørn vurderer, at et godt begyndersættet koster 200-250 kroner.
“Man kan sagtens nøjes med en standard disc til en start, men som al anden sport, så vil man nok opleve behovet og lysten til at opgradere lidt hen ad vejen, men igen, det er stadig overkommeligt med 250 kroner tænker jeg. Banen bliver lavet således, at der tages højde for ens niveau, så en god og en mindre god sagtens kan spille sammen. Så starter man bare hvert sit sted på det enkelte hul. Jeg har spillet i nogle år, og er ret bidt af det, lige som resten af bestyrelsen i foreningen, og jeg tænker at det godt kunne blive en aktivitet for hele familien, samtidig med, at det også kan lokke konkurrence-genet frem i mange”
Banen bliver frit tilgængelig, men man kan også vælge at spille gennem Hammel GF, hvor det bliver muligt at låne en disc. Ansøgningen gennem Favrskov Kommune bliver afgjort i starten af oktober, og så giver vi her på ByensNyt selvfølgelig en status på projektet efterfølgende.
