Tidsplanen for det nye Padelcenter i Hammel ser ud til at holde, hvilket vil sige, at man fra august kan begynde at boltre sig i det kombinerede Padel- og motionscenter ved Hammel Idrætscenter. Og så er der en spændende nyhed på vej i det nuværende motionscenter.
Der bygges på livet løs for enden af Hammel Idrætscenter, hvor der snart står fire Padelbaner og et motionscenter klar til indbyggerne i Hammel. Tidsplanen ser lige nu ud til at holde, hvilket betyder at nøglerne kan overdrages i uge 28.
“Det går lige som det skal, så vi skulle meget gerne kunne rykke ind i det nye center i uge 28, og derved være klar til at modtage de første gæster fra starten af august, hvilket vi glæder os rigtigt meget til”, lyder det fra Eventchef i Hammel GF, Allan Bo Andresen.
Der bliver fire doublebaner til Padel, et loungeområde samt et 600 kvadratmeter stort motionscenter i to etager i det store byggeri, som er placeret på det græsareal, hvor Hammel Hestemarked afholder kræmmermarked. Det ændres der ikke ved, til trods for, at der nu også er en stor hal på arealet.
“Kræmmermarkedet får den samme placering, og selvfølgelig bliver det lidt anderledes, nu, hvor der også er en stor hal på plænen, men der er masser af plads tilbage, og vi rykker blot boderne længere ned. Så man skal ikke være bekymret for, at der ikke bliver plads til kræmmermarkedet, det bliver blot lidt anderledes”, forsikrer Allan Bo Andresen, der også er formand for Hammel Hestemarked.

Dart kommer programmet i Hammel GF
Gik man og tænkte, at nu skal de vel lige suge luft ind i Hammel GF ovenpå det store byggeri, så kan man godt tro om igen. Fordi til sommer har man så et ledigt lokale, når motionscenteret flytter, og det skal selvfølgeligt ikke stå tomt. De endelig planer er ikke faldet helt på plads, men Allan Bo vil godt løfte sløret for noget af det.
“Vi har ikke alle detaljerne på plads, men vi har en plan om, at noget af det nuværende motionscenter skal bruges til dart. Der er ingen dartklub i Hammel, og nu hvor vi får et ledigt lokale, så er det helt oplagt at bruge noget af pladsen på dette, så vi fortsætter med at udvikle os som forening”, konstaterer Eventchefen, der ikke vil løfte sløret for, hvad resten af lokalet skal bruges til, da dette endnu ikke er faldet helt på plads.
Fakta:
Hammel GF blev grundlagt i 1918, og er dermed formentligt kommunens ældste forening.
Med sine mere end 5.400 medlemmer fordelt på 12 afdelinger, er der til gengæld ingen tvivl om, at Hammel GF er Favrskovs største forening. I 2023 blev foreningen kåret til Årets Idrætsforening af Danmarks Idrætsforbund og Danske Spil.
Hammel GF arrangerer hvert år Hammel Hestemarked, som de overtog efter Hammel Handel der startede markedet op i 1972. Markedet besøges hvert år af op mod 50.000 gæster, og afholdes i år fra den 4.-7. september.














