21. november 2024

Det lokale erhvervslivs talerør

Favrskov Erhverv er den medlemsforening, hvor alle Favrskovs virksomheder kan mødes med det formål at gøre det bedre og lettere at drive virksomhed, i vores fælles kommune. Indtil efteråret 2021 hed vi Favrskov Erhvervsråd, og hvis det navn stadig benyttes, er det ok (lidt endnu) da vi jo arbejder med samme målsætning.

ByensNyt Gadespejlet 1. juni 2023 af erhvervschef Jørgen Schytter.

Kender du den Lokale Erhvervsservice?

I tæt samarbejde med Favrskov Kommune udfører vi opgaven med at vejlede virksomheder og iværksættere om stort og småt i spørgsmål om at starte og drive virksomhed. Vi henviser dagligt virksomhederne til andre aktører, og til private rådgivere, og formålet med dette er at det skal være nemt at få den bedste rådgivning. Samarbejdet med den kommunale administration betyder også at er man som virksomhed i tvivl om, hvem man skal have fat i på kommunen, er vi et godt sted at starte.

En anden vigtig opgave for Favrskov Erhverv er at sørge for at erhvervsdrivende i kommunen kender hinanden og ved, hvilke produkter og services der kan findes inden for kommunegrænsen. Det gør vi ved løbende at afholde arrangementer hvor virksomhederne inviteres til at deltage, gerne hos hinanden, så der også er mulighed for inspiration, og løbende udsende nyhedsbreve om stort og småt, der rør sig vedrørende erhverv.

Ågården, foto: Peter Winding

Vores bestyrelse vælges blandt ejere og ledere i medlemsvirksomhederne, som dermed frivilligt arbejder for bedre betingelser for alle Favrskovs virksomheder.

Historisk er foreningen dannet i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007, og havde ganske kort adresse hos Favrskov Kommune indtil 29. maj hvor adressen blev Bogøvej 15, det nuværende Favrskov Erhvervscenter, hvor foreningen blev boende indtil 31. december 2015, hvor vi flyttede til den nuværende adresse i Ågade i Hadsten, med kontor i Ågården.

Erhvervschefen ved et møde på Den Jyske Håndværkerskole

Som skrevet i indledningen hed foreningen alle årene Favrskov Erhvervsråd, og navnet blev først ændret ved en ekstraordinær generalforsamling i september 2021, efter forslag fra bestyrelsen.

Det betyder at foreningen i dag ejes helt af medlemmerne, og hvor samarbejdet og kontrakten med Favrskov Kommune gør det muligt at drive en effektiv kommunal erhvervsservice, da der helt naturligt ar mange sammenfald i opgaverne.

Og netop samarbejdet mellem virksomhederne, kommunen og os, betyder rigtig meget. I den seneste analyse af lokale erhvervspræstationer kom Favrskov ud som den 4. bedste kommune at drive virksomhed i – på nationalt plan. Det synes vi er flot.

Så driver du en virksomhed, vi endnu ikke har haft kontakt med eller går du med tanker om at blive selvstændig? Ja så har vi noget i tasken for dig, og er du blevet nysgerrig efter, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed? Så find os på www.favrskoverhverv.dk, hvor du også kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Erhvervschef Jørgen Schytter

Jørgen Schytter har bestredet posten som erhvervschef i Favrskov Erhverv i 2 år. Han er oprindeligt født og opvokset i Selling udenfor Hadsten, hvor hans forældre drev den lokale købmandsforreting. Han er uddannet HD i organisation og ledelse fra Syddansk Universitet og har derudover bred erfaring som chef og ejerleder og har herudover haft sæde i flere professionelle bestyrelser.

Relaterede artikler