Forleden blev Favrskov Kommune seks danske statsborgere rigere, da borgmester Lars Storgaard ved en grundlovsceremoni kunne ønske tillykke med deres nye titel.
Seks borgere og deres pårørende har været til grundlovsceremoni i Favrskov Kommune. Arrangementet foregik i Uhresalen, Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, og som altid var ceremonien præget af en lidt højtidelig stemning, stor glæde og mange klapsalver, lyder det på Favrskov Kommunes hjemmeside.
Borgmester Lars Storgaard holdt en tale, og der blev budt på kransekage, sødt og lidt at drikke. Ved grundlovsceremonien skriver deltagerne også under på, at de vil overholde dansk lovgivning, Danmarks Riges grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.