I sidste uge blev der igen kørt Hadsten Gade Grand Prix på Søndergadebakken, og det blev som altid en mindre folkefest, både på løbsruten og i resten af midtbyen.
Siden 2022 er det Anders G. Christensen der har stået i spidsen for det traditionsrige gadeløb, som blandt mange ryttere betegnes som et af de hårdeste gadeløb i verden, og han glæder sig over et veloverstået løb, der talte hele fem WorldTour-ryttere i et stærkt besat felt.
“Jeg synes det hele gik rigtigt godt, og jeg glæder mig over at vi igen i år, kunne præsentere et rigtigt stærkt felt, der leverede et underholdende løb i et særdeles højt tempo, hvilket også kunne ses på det antal omgange, som der blev kørt”, lyder det fra Anders G. Christensen.
Som tidligere nævnt er det fjerde år i streg, at Anders G. Christensen, som formand for foreningen bag løbet, står i spidsen for Hadsten Gade Grand Prix, og han konstaterer at det stadig er sjovt og givende. Han sender samtidig en stor ros i retning af de mange frivillige, der sørger for det praktiske omkring løbet, og fastslår, at uden dem, så var der intet løb.
Ligeledes fremhæver han Hadsten Handel, der sørger for liv i midtbyen, både før, under og efter løbet.
“Uden de frivillige, så var der intet løb, så simpelt er det, og man kan sige, at det er jo sådan at mange ting i Danmark fungerer. Vi er et foreningsland og uden frivillighed og lokalt engagement, så stod vi et helt andet sted. De foreninger der hjælper til, får så efterfølgende et beløb, alt afhængig af, hvor mange de stiller med, til klubkassen, som tak for hjælpen”, siger Anders og tilføjer:
“Igen i år sørgede blandt andet Hadsten Handel for at der var masser af liv i midtbyen, både før, under og efter løbet, og det har stor betydning. Det er med til at skabe liv omkring arrangementet, og selvom alle måske ikke var med til løbet, så har de fået en god oplevelse og en stemning af byfest”.
Satser på at Hadsten Gade Grand Prix kører igen næste år
Selvom det er sjovt og givende at arrangere Hadsten Gade Grand Prix, så tager det også meget tid. Og med en godt fyldt kalender, blandt andet grundet arbejdet som regionsrådsformand, så skal Anders, sammen med resten af bestyrelsen, i gang med at evaluere, om man kan fortsætte i det nuværende set-up eller om der skal tænkes i andre baner.
“Jeg tænker da, at Hadsten Gade Grand Prix vender tilbage i 2027, men det kan da godt være, at det bliver med et andet set-up, hvor nogle af foreningerne bliver mere involveret i planlægningen. Det skal vi i gang med at kigge på, og så ser vi, hvor det lander. Os der arrangerer løbet lige nu, har en stor kærlighed til Hadsten og cykling, og det er det der driver værket. Vi vil gerne have en by, hvor der er aktivitet og noget at samles om, og det er også derfor, at vi laver løbet. Derfor er jeg også overbevist om, at Hadsten Gade Grand Prix køres igen om et års tid”, lyder den optimistiske melding fra Anders G. Christensen.






















