Modelbane Europa holder åbent hus lørdag den 29. august. Arrangementet er foruden 30-års fødselsdagen en af de mange begivenheder i forbindelse med ELRO-dagene i perioden 28. august til 6. september.
ELRO-Dagene afholdes med det formål at skabe en kulturel palet af arrangementer i området, som det tidligere el-selskab ELRO dækkede. De enkelte arrangementer er åbne og offentligt tilgængelige for alle og er interessante for en bred kreds af mennesker, også udenfor ens eget nærområde. I år tæller programmet i omegnen af 80 meget forskellige kulturelle arrangementer fordelt på de 10 dage.
Det er 7. gang, Modelbane Europa er en del af de årlige begivenheder, som ELRO-Fonden støtter. Sidste år udnyttede små 300 gæster muligheden for gratis at se de flotte modelanlæg og få en snak med folkene i de små arbejdende værksteder i lokalerne.
Også i år vil medlemmerne af Hadsten Modeljernbaneklub, som står for driften af Modelbane Europa, vise frem, hvordan de arbejder med f.eks. produktion af træer og 3D-print. Tag en kop gratis kaffe og nyd den med et stykke gratis kage ved kaffebordene i den ægte togkupé i caféen. Endelig vil publikum kunne se de lange tog på det helt nye amerikanske anlæg, som stadig er under opbygning. Togene kører, og landskaberne er så langt fremme, at man kan få et indtryk af, hvad planerne er med dem.
– Vi er rigtigt glade for vores samarbejde med ELRO-fonden, som gør det muligt for os at lave et sådant arrangement, fortæller Bjarne Werliin. Uden ELRO-Fonden havde det ikke været muligt for os at bygge det nye amerikanske anlæg og vise det frem på denne måde.
Det skal ikke være en hemmelighed, at Modelbane Europa gerne vil have flere frivillige med til at drive en af de meget få turistattraktioner i Favrskov Kommune, og et sådant åbent hus-arrangement kan forhåbentligt vække nysgerrigheden og interessen hos et par stykker. Der kan sagtens findes plads til personer, der for eksempel kunne tænke sig at være frivillig i caféen til salg af billetter, kaffe, kage og is eller til at være med til at bygge videre på det nye amerikanske anlæg.
Folkene bag Modelbane Europa meddeler i øvrigt, at man i december forventer at kunne invitere til åben klubaften i anledning af den internationale modeljernbanernes dag.
Åbent hus-arrangementet den 29. august starter kl. 10 og slutter kl. 16. Der er fri entré, og der serveres gratis kaffe og kage til de første 200 gæster eller så længe, der er noget på kagefadet. Adressen er Østergade 9 i Hadsten.
Se mere om Modelbane Europa på www.modelbaneeuropa.dk og på Facebook.






















