Torsdag 10. september 2026

Præsenteret af

Vores partnere

EC Power i Hinnerup fejrer 30 års jubilæum

Pressefoto

Fredag den 4. september fejrede EC POWER A/S sit 30-års jubilæum på hovedkontoret i Hinnerup sammen med 140 gæster. Leverandører, medarbejdere og pårørende var mødt op til en eftermiddag, der både så tilbage på tre årtier og frem mod mikrokraftvarmens rolle i fremtidens energisystem.

Dagen bød på taler ved direktør Bjarne Bogner, borgmester i Favrskov Kommune Lars Storgaard og tidligere bestyrelsesformand Flemming Hynkemejer. Direktør i GreenFarm, Frank Wennerberg, fortalte om GreenFarms løsning, der ved hjælp af EC POWERs mikrokraftvarmeanlæg gør det muligt for landmænd at lave strøm og varme til gården ud af gyllen fra deres egne stalde.

Der var desuden aktiviteter for børn, konkurrencer, god mad og rundvisning i produktionen, hvor gæsterne kunne se hvor anlæggene bliver samlet.

Det har ikke været en lige vej

I sin tale trak Bjarne Bogner linjen fra det første anlæg i 1996 til i dag, hvor virksomheden sælger til kunder over hele verden gennem et netværk af partnere.

“Da vi startede i 1996, var vi en lille virksomhed med en stor idé. At vi 30 år senere har solgt over 20.000 anlæg, havde vi ikke turdet håbe på dengang” sagde Bjarne Bogner, der er direktør og medstifter af EC POWER i en pressemeddelelse fra virksomheden.

Han lagde samtidig vægt på, at det ikke er teknologien alene, der har bragt virksomheden hertil.

“Det er de blå kasser, der kendetegner EC POWER udadtil. Men det er menneskene omkring de blå kasser, der faktisk er EC POWER” sagde han.

En stor del af talen gik derfor til at takke medarbejdere, kunder, forhandlere, leverandører, aktionærer, bestyrelse og ledelse. Han lagde heller ikke skjul på, at vejen til tider har været hård.

“Vi har overlevet skiftende energipriser, finanskrisen, coronapandemien, komponentmangel og krigen i Ukraine. Det har ikke været en lige vej. Det har været en sej kamp.”

Pressefoto

Fra første anlæg til hele verden

I 1996 stiftede Bjarne Bogner EC POWER sammen med Jesper Førster, Jens-Otto Ravn Andersen og Jan Nielsen, med det formål at udnytte gassen fuldt ud og lave både strøm og varme af den i stedet for kun varme. Det første XRGI-anlæg blev bygget samme år og kørte på diesel. Året efter stod det første fungerende anlæg klar, og i 1998 gik den første serie i produktion.

I 2001 fik virksomheden hovedkontor på Samsøvej i Hinnerup, hvor produktion, lager og udvikling ligger i dag.

I 2003 testede EC POWER for første gang en gasmotor fra Toyota. Anlæggene skiftede derefter fra diesel til gas, og i 2006 var produktprogrammet med den nye gasmotor vokset til flere størrelser.

Eksporten kom tidligt til. Allerede fra 1998 blev anlæggene solgt i flere europæiske lande. Datterselskabet i Tyskland kom til i 2008, lageret i Hinnerup blev udvidet i 2012, og i 2018 åbnede EC POWER i USA. I dag er der solgt over 20.000 mikrokraftvarmeanlæg til mere end 27 lande, og langt størstedelen af produktionen går til eksport. Virksomheden er europæisk markedsleder inden for mikrokraftvarmeanlæg og har 100 medarbejdere på verdensplan.

Op til 96 procent af brændslet bliver til energi

Selv om produkterne har ændret sig undervejs, er princippet det samme som i 1996. 
Et mikrokraftvarmeanlæg producerer strøm og varme på én gang og omsætter derfor op til 96 procent af energien i brændslet til noget, kunden kan bruge. Et traditionelt kraftværk udnytter til sammenligning kun omkring 40 procent af energien i brændstoffet. De resterende 60 procent går tabt undervejs, både som spildvarme på selve kraftværket og på vejen ud til forbrugeren.

Det giver samtidig en markant lavere CO2-udledning end konventionelle energisystemer. EC POWER har været med til at bane vejen for decentral energi, og arbejdet i udviklingsafdelingen i Hinnerup er undervejs blevet til mere end 25 patenter og 15 priser, blandt andet flere kåringer af XRGI som årets kraftvarmeanlæg.

“Det, vi begyndte med i 1996, er i bund og grund det samme, vi laver i dag. Vi producerer energien der, hvor den skal bruges, i stedet for at sende den langt væk og tabe halvdelen undervejs. Den tankegang bliver kun mere aktuel de næste 30 år” siger Bjarne Bogner.

Om EC POWER

EC POWER A/S udvikler og fremstiller mikrokraftvarmeanlæg til kombineret produktion af el og varme i bygninger, virksomheder og landbrug. Anlæggene udnytter op til 96 procent af energien i brændslet og kan køre på både naturgas og grøn gas. Virksomheden blev stiftet i 1996 og har hovedkontor, produktion, lager og udvikling i Hinnerup ved Aarhus. EC POWER er en dansk virksomhed med eksport til store dele af verden gennem et netværk af partnere. Der er i dag solgt over 20.000 anlæg til mere end 27 lande.

Pressefoto
NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.