I går eftermiddags tog Hadsten Håndbolds 1. divisionskvinder imod Ajax København i Vestjysk Bank Arena. Her blev det til et nederlag til hjemmeholdet på 28-33 efter 16-21 ved pausen.
Hadsten Håndbold fik en ganske god start på kampen, og det hurtige spil samt gennembrud på kanterne, havde gæsterne fra København svært ved at dæmme op for i kampens start. Som 1. halvleg skred frem, fik Ajax dog justeret forsvaret, og så skiftede kampen, set med Hadsten øjne, desværre lidt karakter.
Gæsterne fik nemlig gang i deres kontraspil, og inden for ret kort tid, havde de bragt sig foran med fire mål, og det kom hjemmeholdet sig aldrig helt over. Hadsten havde faktisk chancen for at gå til pause, blot tre mål efter, men i stedet for at score i de døende sekunder, så lavede man en fejl, hvilket gav Ajax muligheden for at score. Det udnyttede de til perfektion, og derfor stod det 16-21 i stedet for 17-20 ved pausefløjt. Skal man vinde kampe mod Ajax, så skal sådanne fejl elimineres, og der var generelt for mange basale fejl gennem det meste af kampen, som bliver straffet prompte i 1. division.
Hadsten fik en god start på 2. halvleg, og med et par hurtige scoringer i træk, kom der igen spænding ind i kampen, og man fornemmede, at Ajax måske alligevel var til at tale med. Tættere end tre mål kom Hadsten dog ikke på Ajax, der igen trak fra, og de kunne forholdsvis sikkert køre sejren i hus.
Hadsten gjorde igen en god figur, og virker som et hold, der nok skal få skrabet point nok sammen til overlevelse i 1. division. Ajax har ambitioner om at spille med i toppen, og set på den baggrund, er et fem-måls nederlag på ingen måder dårligt. Hadsten virker sammenspillet og med flere individualister som f.eks Simone Handberg, der med sine 10 mål i går, igen viste, at hun er holdets helt store drivkraft, både som målscorer, men også som spilfordeler.
Der var igen pænt med tilskuere i arenaen, der skabte en fin stemning, og man kan kun håbe på, at endnu flere kommer til i løbet af sæsonen, fordi de spiller faktisk noget ganske seværdig håndbold, Hadsten Håndbolds nyoprykkede 1. divisionshold.











