Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Simon Buus Olsen, medlem af byrådet i Favrskov for Liberal Alliance. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
Jeg har læst den første delrapport fra §17, stk. 4-udvalget om Fremtidens Folkeskole i Favrskov.
Jeg sidder ikke selv i udvalget, og jeg har faktisk været ret skeptisk over for hele konstruktionen. For jeg synes, vi kendte mange af udfordringerne i forvejen. Men nu ligger første delrapport der, og selvom løsningerne først kommer senere, synes jeg faktisk, de rammer ret præcist i beskrivelsen af nogle af de problemer, vi har fået skabt omkring vores folkeskole.
Særligt hele diskussionen om trivsel. For hvornår er et barn i mistrivsel, og hvornår oplever et barn noget, der bare er svært?
Det er ikke et ligegyldigt spørgsmål. For der er selvfølgelig børn, der mistrives alvorligt, og dem skal vi tage alvorligt og hjælpe. Men jeg synes også, vi som voksne er blevet meget hurtige til at reagere, når vores børn er kede af det, nervøse eller ikke har lyst til noget.
Det forstår jeg sådan set godt. Ingen forældre bryder sig om at se sit barn være ked af det. Man får lyst til at løse det. Men måske skal vi ikke altid det.
For det er altså også en del af livet at få et nej. At være nervøs før en fremlæggelse. At blive uvenner med nogen. At tabe. At få en opgave, man synes er for svær. Eller bare have en dag, hvor man virkelig ikke gider i skole.
Rapporten taler om ”mestring, duelighed og ubehagstolerance”. Det er nogle lidt tunge ord, men jeg kan godt lide tanken bag dem: At børn også skal have erfaringen med, at noget kan være svært, uden at det er farligt – og at man faktisk godt kan komme igennem det.
Det ligger nok også ret dybt i mit liberale menneskesyn. Jeg tror grundlæggende på, at mennesker kan mere, end vi nogle gange giver dem kredit for. Også børn. Og jeg tror ikke nødvendigvis, vi gør dem en tjeneste ved hele tiden at fjerne modstanden foran dem.
Det samme gælder den individualisering, der er sket i skolen.
Selvfølgelig skal vi se det enkelte barn. Men en skoleklasse er også et fællesskab, og i et fællesskab kan 25 mennesker ikke hver især have krav på, at alting indrettes efter dem.
Man skal også lære at vente på sin tur, få et nej, arbejde sammen med nogen man ikke selv havde valgt og en gang imellem gøre noget, man ikke har lyst til.
Det er ikke gammeldags. Det er en ret væsentlig del af dannelsen.
Derfor synes jeg også, rapporten har fat i noget rigtigt, når den taler om, at skolen igen skal turde være en faglig autoritet og stille forventninger til både børn og forældre.
Jeg vil gerne give læreren mere autoritet tilbage. Og jeg vil gerne have, at vi som politikere blander os mindre i, hvordan den enkelte lærer løser sin undervisning, men til gengæld er meget tydelige om, hvad vi forventer af folkeskolen: faglighed, dannelse, ro og stærke fællesskaber.
Og ja, jeg vil også gerne have et stærkere almenområde, hvor flere børn kan lykkes. Men ikke fordi det ser godt ud i et regneark, at færre børn går i specialtilbud. For nogle børn er et specialtilbud det helt rigtige, og det skal vi ikke politisk forsøge at ændre på.
Opgaven er at gøre almenområdet stærkere for de børn, der faktisk kan lykkes der, hvis rammerne er de rigtige. For målet må aldrig være, hvor mange børn vi kan have i almenområdet – men hvor mange børn der faktisk lykkes der.
Der er trods alt forskel på at være inkluderet og bare være placeret.
Udvalget har stadig lang tid tilbage og skal nu til at arbejde videre med løsningerne. Dem glæder jeg mig til at se.
Men på diagnosen? Der synes jeg faktisk, de har ramt noget, vi har brug for at tale meget mere om.
