Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Simon Buus Olsen, medlem af byrådet i Favrskov for Liberal Alliance. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
Når vi politikere diskuterer folkeskolen, ender vi næsten altid det samme sted.
Flere penge. Flere voksne. Færre elever i klasserne. Flere timer. Nye indsatser. Nye projekter.
Og jeg skal være den sidste til at påstå, at økonomien er ligegyldig. Jeg har selv været med til at prioritere flere penge til folkeskolen i Favrskov, og hvis vi ønsker et stærkere almenområde, hvor flere børn kan lykkes, skal der selvfølgelig også være ordentlige rammer omkring lærerne.
Men vi skal passe på med at bilde os selv ind, at vi kan købe os ud af alle folkeskolens problemer.
For hvad hjælper en ekstra voksen i et klasselokale, hvis en stor del af tiden går med at skabe ro? Hvad hjælper flere undervisningstimer, hvis eleverne ikke kan koncentrere sig? Og hvad hjælper nye pædagogiske indsatser, hvis læreren samtidig oplever, at enhver beslutning kan ende som en diskussion med elever eller forældre?
Det er spørgsmål, jeg synes fylder alt for lidt, fremfor at forbyde telefoner eller droppe Aula.
For måske mangler folkeskolen ikke kun ressourcer. Måske mangler den også respekt.
Respekt for skolen som et sted, hvor børn først og fremmest kommer for at lære noget. Respekt for fagene og for betydningen af at kunne læse, skrive og regne. Og respekt for læreren som den fagprofessionelle voksne, der har ansvaret i klasseværelset.
Det lyder jo næsten helt banalt. Men jeg tror faktisk, det betyder enormt meget.
I den seneste tid har jeg fordybet mig i den første delrapport fra Fremtidens Folkeskole i Favrskov. Noget af det, jeg hæfter mig ved, er netop ønsket om igen at lade faglighed, dannelse og fællesskab være skolens hovedfokus – og om en skole, der tør være faglig autoritet og stille forventninger til både børn og forældre.
Det tiltaler mig. For jeg tror grundlæggende på, at børn vokser af, at vi forventer noget af dem.
At man går i skole for at lære noget. At man skal høre efter, når andre taler. At man skal forsøge sig med matematikopgaven, selvom den er svær. At man ikke altid selv bestemmer, hvem man skal arbejde sammen med. Og at læreren faktisk må bestemme i klasseværelset.
Det er ikke den klassiske gamle sorte skole. Det er en skole med voksne, der tør være voksne. Men så skal vi andre også bakke dem op.
Som forældre skal vi måske nogle gange holde fingrene fra Aula og acceptere, at læreren traf en anden beslutning, end vi selv ville have gjort.
Og som politikere skal vi passe på med at gøre præcis det samme fra rådhuset.
