Lilleåsalen var mættet af stemning da Poul Krebs fredag aften gæstede Sløjfen sammen med de to fantastiske musikere, basissten Troels Skærbæk og den lokale tangentvirtuos Palle Hjorth.

Poul Krebs er blevet 70 år og det er nu ikke at mærke på ham – tværtimod. Han afholder på grund af sin fødselsdag derfor 70 koncerter over det ganske land og som et led i turneen kom han altså fredag forbi Hadsten til en totalt udsolgt koncert og det til trods for, at man også havde åbnet Sløjfen ind til salen og taget trappepladserne i brug.
Til en stor del af koncerterne møder Krebs op solo men til koncerten i Hadsten havde han valgt at tage to af sine allerbedste kolleger med og det var tydeligt, at de nød hinandens og publikums selskab.
Poul Krebs fortalte allerede fra starten, at han havde valgt at spille en række af de sange, som “Fagforeningen for sange der kommer for lidt ud” havde kæmpet for og vi fik derfor en hel del helt nye sange og en del af de sange fra krebsens store bagkatalog, som ikke har sneget sig ind på hitlisterne gennem årene.

Men til trods for, at der for de fleste ikke var så mange sange at synge med på, ændrede det ikke på, at publikum fik en god og intens oplevelse.
Poul Krebs vekslede under koncerten mellem to forskellige guitarer og i et par af sangene lod han blot sine to musikere akkompagnere ham, mens han sang eller spillede mundharmonika, hvad han i øvrigt også er ganske ferm til.

Palle Hjorth fik en modtagelse som var en lokal legende værdig og han skuffede ikke med sit helt igennem sublime spil på både keyboard og harmonika og hans lune, humor og karismatiske spillelyst skinnede tydeligt igennem under hele koncerten.

Troels Skjærbæk som ikke alene spiller en formidabel solid bas supplerede også med high-hat, stortromme og ikke mindst et klingende rent kor til Poul Krebs’es kararkteristiske stemme.
Flere gange viste de tre herrer også, at de evner at synge trestemmigt og så ved jeg ikke hvad det er med ham Krebs for uanset, hvilken sang han synger, så lyder det umiskendeligt som en Krebs-sang.

Fra bagkatalogen fik vi blandt andre nummeret “Små sensationer” og det afspejlede meget godt valget at de numre som de spillede til koncerten. Bandet gav også deres helt egen udganve af nummeret “Sweetheart”, som Krebs for snart mange år siden skrev til Henning Stærk og som han fik et ganske pænt hit med.

En lille arrangementsoverraskelse blev der da også plads til i koncerten for midt mens vi er i gang med en sang, lader krebs sangen trille over i omkvædet til nogle af de store klassiskere fra “The American Songbook” og derefter over i “Sådan nogle som os” inden han så vendte tilbage til nummeret igen til sidst.
Koncerten blev sluttet af med et kort ekstranummer og en smuk trestemmig acapella ballade.
Herligt når man som Krebs & Kompagni bare kan plukke frit fra musikarkivet og skabe en tæt stemning med lutter “små sensationer”.
Tak til Krebs, Hjorth og Skærbæk. Vi kommer igen, næste gang i gæster Sløjfen.




















