Ildsjæle med personlige erfaringer sikrer driften af privat behandlingssted for misbrugsramte på en gammel herregård i Favrskov Kommune
Når man drejer ind på gårdspladsen ved den gamle herregård Søbygård tæt på Svenstrup vest for Hammel, falder der en naturlig ro over en.

Stedet emmer af sjæl og de gamle herskabelige bygninger vidner om den gamle gårds historie som adeligt ryttergods. Søbygård har været underlagt Frijsensborg Gods siden 1802 og er i dag forpagtet ud til Søby Park, der er et privat behandlingssted for voksne med alkohol- og andre misbrug.
ByensNyt er sammen med borgmester Lars Storgaard og direktøren for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, Ulrik Johansen inviteret til Søby Park for at høre om stedet.

Efter en periode med flotte resultater men en ret udfordret økonomi har entreprenør Henrik Neergaard Jensen, der driver virksomheden HNJ Entreprenør A/S i Hadsten sammen med lektor Thorbjørn Nielsen fra Aalborg Universitet og virksomhedsejer Claus Allan Jørgensen fra Odense samt læge Thomas Hjelholt forpagtet stedet.
Henrik ved af erfaring, hvad stedet kan!
”Det her var tæt på at lukke og det må det simpelthen ikke” fortæller Henrik Neergaard. ”Her kan man virkelig hjælpe folk. Jeg har selv været i behandling for mit alkoholmisbrug her på stedet og har på min egen krop oplevet, hvor dygtige de er her. Man kan roligt sige, at det er stedet her, der har reddet mig.”
Både Neergaard og Thorbjørn Nielsen har været i behandling for misbrug på Søby Park og de beretter om et fantastisk sted, i smukke omgivelser og med særdeles dygtige og dedikerede behandlere.
“Det er vigtigt at fastslå, at vi ingen intentioner har om at skulle tjene penge på det her” forsikrer Henrik. “Nej, på den måde er den ren non-profit” supplerer Thomas. “Ja, vi vil bare gøre, hvad vi kan for at sikre driften, fordi vi selv er blevet hjulpet her” siger Thorbjørn.

På Søby Park bestræber man sig på at kombinere høj faglighed, personlig erfaring og diskrete rammer, hvor misbrugeren kan arbejde med sin afhængighed i trygge omgivelser – med respekt for både mennesket og det liv, der skal leves videre. Et døgnophold på Søby Park tilrettelægges individuelt. Behandlingen kombineres med individuel terapi, gruppesessioner, pårørendesamtaler og et års efterbehandling. Målet er varig forandring og et godt liv uden misbrug.
Man arbejder ud fra Minnesota-modellen – et behandlingsprincip, der har hjulpet mennesker ud af afhængighed i generationer. Modellen kombinerer erfaring, fællesskab og professionel terapi i et struktureret forløb, der skaber varig forandring.

Et positivt forpligtende fællesskab
Alle der er i behandling bidrager til fællesskabet. Man laver mad sammen og deltager i de daglige gøremål på stedet og det er en del af rutinerne under opholdet.
For den nye patient er der en naturlig smittende effekt, fra dem der er kommet længere i forløbet, og som er i god udvikling. De er med til at give den nye patient troen på, at det kan lade sig gøre at blive fri af sit misbrug.
Vi vises rundt af de to behandlere John Engelund og Michael Lillelund, der som de øvrige behandlere selv tidligere har været ramt af misbrug men som begge har været ude af deres misbrug i adskillige år. De har selv har stået i samme situation som patienten og ved dermed, hvad man kæmper med – og hvordan man kan komme videre.
”Det skaber en særlig tillid og et trygt behandlingsrum, hvor ærlighed, indsigt og personlig udvikling er i fokus” fortæller John. ”Det her er ikke et job” fortæller Michael. ”Det er en livsstil!” og han lyder, som om han mener det.
De fire nye ejere af Søby Park har overtaget forpagtningen pr 1. oktober og ønsker nu et samarbejde med Favrskov Kommune.

Henrik Neergaard har efter sit ophold på stedet selv været særdeles aktiv med hensyn til at få stedet vedligeholdt og han har tilbragt adskillige timer på diverse maskiner og med værktøj i hænderne, for at sikre, at stedets rammer fremstår attraktive. Derudover har man fået en ny hjemmeside, så Søby Park både digitalt og fysisk viser sig fra sin bedste side.
”Man skal kunne se, at der er styr på det, for det er der, og så dur det jo ikke, hvis det hele ser lidt forfaldent ud” fortæller Henrik Neergaard. Men det gør det bestemt heller ikke.
Rundvisningen vidner om nogle særdeles eksklusive rammer med sjæl. Patienterne har store rummelige værelser og bor enten individuelt eller to og to.

Behandlingsforløbene strækker sig typisk fra 5-10 uger afhængigt af, hvilken form for misbrug man har og der er døgnbemanding på stedet.
Rådgiver og vagtassistent Mike Christensen, som har været med i flere år siger; ”Søby Park har simpelthen et produkt, man ikke finder andre steder”. Han har også været afløser på andre behandlingssteder og kalder Søby Park unik.
Læge Thomas Hjelholt har været tilknyttet stede siden 2017 og er den eneste af de ansatte, der ikke selv har været i misbrug. Han tilser alle patienter og fortæller, at han bare måtte hjælpe med at sikre, at stedet overlever, fordi han i flere år har set, hvor stor en forskel man kan gøre for patienterne.
Borgmester og direktør er imponeret
Borgmester Lars Storgaard er da også synligt imponeret over det han ser: ”Er det her virkelig et behandlingssted? Det er det første man tænker, når man ankommer” siger han. Det er virkelig flot velholdt og det er både inspirerende og gribende at opleve stedet og tale med jer, der er her” siger han. ”Man er ikke i tvivl om, at der er kompetence her på stedet.”

Direktør Ulrik Johansen supplerer ”Jeg må sige, at det er et dejligt sted. I fremstår professionelle og I ved, hvad i har med at gøre”
Det gør dog ikke, at man bare kan love, at man fra Kommunens side fremover vil gøre brug af det private behandlingstilbud. Der er en række forhold og godkendelser, der skal være opfyldt, men de to repræsentanter har fået en godt indtryk og er glade for at se og høre om stedet.
De næste skridt
Søby Park har plads til 14 patienter ad gangen og de nye ejere har planer om at lave en støtteforening; ”Søby Parks venner”, hvortil man kan donere, hvis man ønsker at støtte stedet. Derudover arbejder man med netværk med pårørende og man har et godt og tæt samarbejde med foreningen Anonyme Alkoholikere i hele landet.
”Vi håber”, siger Henrik, ”at I på ByensNyt vil være med til at udbrede kendskabet til Søby Park, så dem der har behov for hjælp, kontakter vores behandlere. Her gør man virkelig en forskel” slutter han.
Du kan læse mere om stedet her: Søby Park
Behandlingsstedet Søby Park ligger på Søbygaard der råder over 700 kvadratmeter bolig samt 300 kvadratmeter kælder og fem hektar park. Godset ligger i idylliske omgivelser med direkte adgang til Søbygård Sø. Hovedbygningen er opført i 1820, men Søbygaards historie kan spores helt tilbage til 1323. Stedet er ejet af Frijsenborg Gods.



















