Efter en flot periode med flere sejre til følge, kom Hadsten Håndbolds 1. divisionshold i den grad ned på jorden igen, da man i lørdags mødte GOG i Gudmehallen. Her blev det til et nederlag på hele 28-18.
Efter en flot sæsonstart, hvor Hadsten Håndbold har leveret flotte præstationer og spillet lige op med flere af topholdene, så fik holdet det der ligner en nedsmeltning i lørdags, da man tabte med hele 28-18 til GOG.
Det der er særligt værd at bemærke her er, at Hadsten faktisk førte 14-13 ved pausen, så at tale om en nedsmeltning er faktisk på sin plads i den her sammenhæng. GOG må have få noget energidrik af høj karat i pausen, fordi det var et tændt fynsk mandskab, der hurtigt fik bragt sig foran i 2. halvleg med et par mål eller tre.
Det var dog først midtvejs i halvlegen at det for alvor gik helt galt, men så gik det også i den grad helt galt. Målene væltede ind bag Lærke Kristensen, og i den anden ende scorede man blot to mål på et kvarter, og så får man det, uanset hvad, rigtigt svært.
Med til historien bag det markante nederlag er også, at Hadstens topscorer, Simone Handberg, ikke var med på Fyn i lørdags. Hendes mange mål og kampiver kunne holdet godt have brugt, og viser måske lidt om, hvor stor betydning hun har for holdet.
Trods nederlaget er Hadsten Håndbold stadig godt placeret i 1. division med ni point på en 7. plads. GOG rykkede med sejren forbi, og er nu på 4. pladsen med 10 point.
Julie Højberg og Mikkeline Mikkelsen blev delt topscorer for Hadsten med hver fire mål.






















