Når man går på pension efter et langt arbejdsliv, så står den for manges vedkommende på rejser, fritidsaktiviteter og familietid. Benny har valgt at gå en lidt anden vej, og en stor del af hans tid går med nødhjælpsarbejde til fordel for Ukraine.
I oktober var jeg i Ulstrup, hvor jeg var inviteret af Byens Genbrug, som uddelte 100.000 kroner til lokale foreninger, blandt andet Ældre Sagen og deres tiltag som de kalder Herreværelset. Tilfældigvis kom jeg til at sidde ved siden af de tre herrer der var tilstede fra Ældre Sagen, og de talte flere gange i løbet af aftenen om nødhjælpsarbejde til Ukraine og foreningen Dienesmindes Venner i Skive.
Det var jo egentlig ikke det, der var på programmet denne aften, men da pengene var uddelt spurgte jeg ind til, hvad Dienesmindes Venner var for noget, og hvilken relation de havde til foreningen, og her starter denne artikels historie så. Det viser sig nemlig, at de tre mænd alle er aktive i foreningen der holder til i Skive, og som flere gange årligt sender nødhjælp til Ukraine. Enten med ukrainske vognmænd eller foreningens egen lastbil, og, skal det vise sig, ofte med Benny Jensen bag rattet.
Det lød i mine ører som en rigtig god historie, og derfor aftalte jeg efterfølgende, at mødes med Benny for at høre, hvad der får en pensionist fra Hvorslev til at begive sig afsted til Ukraine i lastbil, flere gange om året. Og nå ja, også bruge en stor del af sin hverdag på at indsamle og pakke nødhjælpen samt være formand for foreningen.
Benny bor på et nedlagt landbrug tæt på Hvorslev og Ulstrup sammen med sin kone, og da han for nogle år siden gik på pension fra sit arbejde som landbrugsrådgiver, så spurgte Bennys søster ham, om han ikke havde lyst til at blive frivillig i Dienesmindes Venner. En forening der har eksisteret i mere end 35 år, og som til en start havde til formål at køre nødhjælp til Østeuropa og de Baltiske lande efter østblokkens kollaps i 1989/90. Siden krigens start har fokus været på Ukraine, hvor foreningen hjælper med at indsamle hospitalsudstyr, tøj, møbler, maskiner og andre fornødenheder.
“Min søster bor oppe i Thisted, og var aktiv i Dienesmindes Venner, og da jeg så gik på efterløn, så spurgte hun mig, om jeg ikke havde lyst til at være med. Hun havde selv været aktiv i forhold til feriebørn fra Ukraine fra Tjernobyl-området, og fortalte mig, at man manglede chauffører til lastbilen. Jeg har for længe siden taget lastbilkørekort, så det var jo oplagt og nu havde jeg tiden til det”, fortæller Benny.
Ret kort tid efter kom corona og gjorde arbejdet med at køre til Ukraine, og på det tidspunkt også Belarus, tæt på umuligt, og derfor blev debuten som lastbilchauffør udskudt nogle år. Da krigen så udbrød i 2022, og corona var et overstået kapitel, tog Benny et femdages kursus, så han igen kunne køre lastbil efter 50 års pause. Han fik kørekortet oprindeligt i Civilforsvaret, så det hele skulle lige genopfriskes, som Benny udtrykker det smilende.
Efterfølgende har han været i Ukraine 16 gange med lastbilen, blandt andet flere gange til Kyiv, og selvom turen foregår i et krigshærget land, så er der ingen frygt at spore hos Benny når han taler om de oplevelser han har fået gennem de sidste fire år.
“Det var især i starten af krigen, det var rigtigt slemt og hvor der var store ødelæggelser, blandt andet i Kyiv, mens det har været knapt så voldsomt de sidste par år, i hvert fald i de områder, hvor vi kører. Det er et land i krig og de lider i den grad. Mens de skal være der hele tiden, så er vi der kun to-tre dage, så jeg synes ikke vi skal klage”.
Benny kan fortælle meget om turene til Ukraine, og noget af det jeg bider mærke i er, at det bestemt ikke er let at komme ind i Ukraine. Især gennem Polen er det svært, og her skal man væbne sig med tålmodighed, fordi ventetiden ved grænsen kan være op til flere dage, før man kan passere grænsevagterne. Fattigdommen er stor i Ukraine, især ude på landet, hvor livet er meget primitivt, men måske netop derfor virker krigen, i følge Benny, ikke til at have ramt dem så hårdt som i byerne. Her er man meget mere afhængig af elektricitet.
“Vi tager selvfølgelig sikkerheden meget alvorligt, og der er områder, hvor vi ikke kommer, blandt andet fordi vi har chauffører der ikke føler sig sikre her. Det kan godt være ret kaotisk derover, især ved grænsen, og her skal man have en god portion tålmodighed”, siger han og tilføjer:
“Ude på landet er det meget primitivt, og her betyder det ikke så meget, om de har strøm eller ej, mens det forholder sig helt anderledes i de større byer, hvis de mangler vand og strøm. Så de er helt klart mere sårbare i byerne”.
Har altid lavet frivilligt arbejde
For de fleste vil nødhjælpsarbejde i et krigshærget land nok være noget man lige skal overveje en ekstra gang inden man siger ja, men for Benny har der ikke været megen betænkningstid. Han har altid lavet frivilligt arbejde i forskellige sammenhænge, og selvom det denne gang er i en anden og noget mere alvorlig genre, så er det svært at mærke på ham.
“Jeg synes det er helt vanvittigt, at russerne har angrebet Ukraine, og det her er så min måde at hjælpe på. Arbejdet handler ikke kun om at køre til Ukraine, fordi vi bruger meget tid på at indsamle og pakke tingene, og som formand bruger jeg en del tid på organisering og ansøge om penge, både fra private, fonde og organisationer, så vi kan få det hele til at løbe rundt”, konstaterer Benny.
Det er dyrt at sende en lastbil afsted til Ukraine, og derfor skal der minimum 600.000 kroner i kassen, hvis man vil fastholde det nuværende niveau. Foreningen kører selv fire-seks gange om året, mens de resterende ture bliver kørt af ukrainske vognmænd. I alt sender Dienesmindes Venner omkring 20 vognlæs afsted årligt, og det koster et sted mellem 20.000-27.000 kroner, hver gang.
Det er vigtigt for Dienesmindes Venner, at nødhjælpen kommer de rigtige steder hen, hvilket er en af grundene til, at de selv tager derover flere gange om året, så kontakten opretholdes til de organisationer, som de samarbejder med. De er alle udpeget af den ukrainske regering, og det er blandt andet kirker eller kristlige organisationer samt flere hospitaler.
“Vi indsamler rigtig meget hospitalsudstyr derover som senge, rollatorer, krykker, bandager, proteinpulver og meget mere, som vi får fra regionerne eller hjemmeplejen. Vi sender også rigtig meget tøj, blandt andet fra genbrugsbutikker. Vi får også sengetøj og dyner fra regionerne, når de går over til noget nyt, som f.eks sidste år, hvor man gik over til dyner og puder med påsyet betræk, som så bliver vasket samlet. Så der kunne vi køre rigtig meget af den slags til Ukraine”.
Mascot Workwear fra Silkeborg leverer også tøj til foreningen, men fælles for både dem og regionerne er, at man vil være nogenlunde sikker på, at netop deres tøj ikke leveres til steder, hvor der er risiko for, at det falder i russernes hænder. Man vil simpelthen ikke risikere, at blive hængt ud for at levere tøj til russerne, selvom historien egentlig er en anden.
Fuld opbakning fra familien
Som nævnt i starten af artiklen, så er det nok ikke nødhjælpsarbejde i et krigshærget land, som de fleste vil kaste sig over, når pensionisttilværelsen starter. Der har dog været fuld opbakning fra Bennys familie til projektet fra start af, til trods for, at det bestemt ikke er en ufarlig hobby som Benny har kastet sig over, i hvert fald den del der indbefatter turene til Ukraine.
“Min familie har fra starten sagt, at hvis det giver mening for mig og det føles trygt, så bakker de mig op i det, og det er jeg selvfølgelig glad for”, siger Benny, der også har fået flere andre fra Favrskov med i foreningen, blandt andet Kristian fra Hammel.
“Kristian er tidligere landmand her fra området og vi har gået til gymnastik sammen, og efterfølgende er han så flyttet til Hammel. Her står han for indsamlingen, blandt andet via genbrugspladsen, hvor han ofte finder værktøj som boremaskiner, rundsave, men også sofaer og tøj, som han så kører over til mig. Han hjælper også med at pakke på lageret i Skive, og har såmænd også været med på en enkelt tur til Ukraine”.
Bjarne fra Thorsø, der har truckcertifikat, hjælper til med at læsse lastbilerne, mens Karsten fra Hammel, der tidligere havde brændesalg i Hvorslev, også hjælper til med alverdens ting og sager. Karsten har sin helt egen historie, og den fortæller vi en anden gang her på ByensNyt.
Fakta om Dienesmindes Venner
- Startede i 1991: Foreningen blev dannet i efteråret 1991 for at støtte Ellen og Dan Dissing Madsens hjælpearbejde med udgangspunkt i deres gård i Salling. Hjælpen gik gennem mange år især til Belarus, dengang kaldet Hviderusland, men også til andre østeuropæiske lande.
- Ferieophold for børn: Ægteparret indrettede gårdens tagetage med plads til omkring 40 børn ad gangen. Gennem årene fik mere end 6.000 østeuropæiske børn et ferieophold på to uger med mad, frisk luft og oplevelser.
- Fra bus til lastbiler: Et af foreningens første mål var at skaffe en bus til at hente og bringe børnene. Om vinteren blev sæderne taget ud, så bussen kunne transportere nødhjælp. Senere kom lastbiler til. Ferieopholdene ophørte i 2005, mens indsamling og nødhjælpstransporter fortsatte.
- Hjælp til Ukraine gennem mange år: Foreningen hjalp Ukraine længe før Ruslands fuldskalainvasion i 2022. En beretning fra december 2014 dokumenterer eksempelvis en transport med 13–14 ton tøj, tæpper, hospitalssenge, kørestole og andre fornødenheder til Oleksandria. I dag er Ukraine foreningens primære modtagerland.
- Frivilligt arbejde: Foreningen oplyser at have omkring 200 medlemmer. Alle arbejder frivilligt og ulønnet. På lageret på Furvej 41 ved Skive mødes frivillige ugentligt for at sortere og pakke donationer. Arbejdet finansieres gennem kontingenter og bidrag fra blandt andre private, fonde og foreninger.
- Nødhjælpen i dag: Donationerne omfatter blandt andet tøj, sko, sengetøj, møbler, hospitalsudstyr, kørestole, rollatorer og brændeovne. Hjælpen transporteres både med foreningens egen lastbil og med ukrainske vognmænd og fordeles gennem lokale samarbejdspartnere. I 2025 gennemførte foreningen ifølge egne oplysninger 20 nødhjælpstransporter til Ukraine.
