Siden 2022 har der været masser af friluftsliv på Dannebrogspladsen i Ulstrup i slutnngen af august, hvor der afholdes Outdoor Festival, og i går løb festivalen af stablen for femte gang.
Det er Ulstrup Lokalråd der står bag festivalen, hvor man i tæt samarbejde med andre lokale foreninger, får vist Ulstrup frem på flotteste vis.
Da ByensNyts udsendte ankom til Ulstrup og parkerede bilen ved stationen, så skyerne særdeles truende ud, og det lignede for alvor, at et større regnvejr ville bryde ud. Det havde været ærgerligt, og heldigvis, netop som jeg trådte ind på Dannebrogspladsen, brød solen igennem skyerne og de truende skyer drev væk fra Ulstrup.

Festivalen var blevet indledt af sang og musik fra Passér Gaden og Gundenådalens Efterskolen klokken 10, hvorefter boder og aktiviteter rundt på pladsen var åbne.
Der var meget at se på og give sig til, og med en tidsfaktor ind over, så måtte jeg udvælge mig nogle spots. Derfor nåede jeg på ingen måder rundt til det hele, men kunne fornemme, at der var god aktivitet til det meste. Jeg havde håbet på en tur på Gudenåen med en af bådene fra marinaen, men her havde jeg tilsyneladende set forkert i programmet, da de først sejlede klokken 12, og klokken var 10.30 ved mit besøg, må det blive til næste år. Vejret havde ellers været helt fantastisk til en tur op ad Gudenåen.

I stedet besøgte jeg Carving by the Castle´s stand, hvor Dan Nissen og Niels Ulrik Teisner stod klar til at fortælle om at lave kunst med motorsav, og såmænd også give prøver på deres kunnen. Dan Nissen kunne berette om et veloverstået Carving by the Castle tidligere på måneden, hvor rigtig mange havde lagt vejen forbi Ulstrup Slot. Her havde kunstnere fra både Danmark og det store udland, havde brugt weekenden på at skære de flotteste skulpturer i egetræ, som netop er blevet solgt på auktion.
Niels Ulrik var, da ByensNyt kiggede forbi, i gang med at skære et pindsvin ud med sin motorsav, eller det vil sige en af dem, fordi når man går til motorsav, så kan man ikke nøjes med en enkelt.

“Jeg har nogle stykker, men mange af dem der deltog til Carving by the Castle havde nærmest fyldt hele bilen op med motorsave i alle afskygninger. Vi saver for det meste i egetræ, da det er det træ som er bedst egnet, og lige nu er jeg i gang med at lave et pindsvin. Jeg laver mest dyr, og det er alt lige fra bjørne til egern, skildpadder, katte og som i dag, et pindsvin. Jeg hygger mig i den grad med det, og mødes også med andre, blandt andet på Djursland og her i Ulstrup, og jeg kan klart anbefale det til andre”, lyder det fra Niels Ulrik.
Lerdueskydning, Tour de Gudenå og en lokal politiker
Længere oppe på pladsen, var der mulighed for at prøve kræfter med lerdueskydning på moderne vis. Det var nemlig med lasergevær, således at alle og enhver, uden risiko for vildskud, kunne prøve kræfter med disciplinen i at ramme “lerduer”. Det havde lokket mange til, og et lasergevær er, ifølge flere af deltagerne, langt fra det samme som et almindeligt gevær, og det voldte store problemer i forhold til at ramme, men det så sjovt ud, og folk morede sig, til trods for manglende traf.

Spejderne havde gang i både bål, knob og madlavning, mens de også lige havde flækket en kæmpe vandrutsjebane sammen, til stor fornøjelse for en flok drenge.

I Gudenåen kom der pludselig flere dykkere til syne. Det var Bjerringbro Dykkerklub, der havde afholdt Tour de Gudenå, med start fra Bamsebo Camping. Den (næsten) lokale klub, der tæller godt 30 medlemmer, kunne berette om masser af liv i Gudenåen, blandt andet masser af signalkrebs, så hermed er dette kulinariske tip givet videre. Flere børn kom vandrende med krebs i deres net, så den er god nok.

Jeg nåede også en kort snak med Ganna Lindhard, som er medlem af byrådet i Favrskov for Det Konservative Folkeparti og bosiddende i Ulstrup. Hun fortalte blandt andet om den kommende Ukraine Festival, som er er medarrangør af i InSide i Hammel til september, og et foredrag om hendes liv, både i Ukraine og i Danmark, som afholdes på Ulstrup Bibliotek til november. Begge arrangementer kommer vi til at fortælle mere om på ByensNyt.

Mange lokale havde fundet vej til Dannebrogspladsen denne søndag i alle aldre, men det virkede som om, at resten af Favrskov endnu ikke har opdaget Outdoor Festivalen, og det er en skam. Fordi det er en lille perle som Lokalrådet har skabt lige ved Gudenåen, og som forhåbentlig komet igen til næste år. ByensNyt skal i hvert fald nok dukke op, og måske bliver det denne gang til en tur på Gudenåen.























