14. februar 2026

Nyt tiltag: Mandagsmøde for mænd i Sdr. Vinge

På mandag ser et nyt tiltag dagens lys, når der inviteres til “Mandagsmøde for mænd” i Sdr. Vinge Kirke.

Titlen siger næsten sig selv. Det nye tiltag er for mænd, og afholdes første gang på mandag d. 19. januar fra klokken 09.30-11.30 i Sdr. Vinge Kirke, hvor der er lagt op til hyggeligt samvær, rundstykker og kaffe samt røverhistorier.

Initiativtager er Jan Jensen fra Sdr. Vinge, der for nylig gik på efterløn, og gennem flere år har han talt om, at når han gik på pension, så ville han tage initiativ til et fællesskab for mænd. Når man taler med Jan, så fornemmer man hurtigt, at et ord er et ord, så nu sættes der handling bag ordene.

“Jeg har gennem mange år talt om, at jeg ville lave et fællesskab for mænd, når jeg stoppede med at arbejde, og det er jo så nu. Man skal stå ved det man går og siger, og derfor starter Mandagsmøde for mænd op på mandag”, lyder det fra Jan Jensen, da ByensNyt taler med ham.

Til en start er der planlagt møder frem til april, og så kigger man herefter på, om det skal fortsætte. Jan fortæller, at det er dem der deltager, der sætter kursen, og han håber på, at initiativet bliver taget godt imod.

“Alle mænd, uanset alder, er velkomne til at deltage, og så ser vi hen ad vejen, hvordan det skal udvikle sig. Måske skal vi bare spise et rundstykke og komme med røverhistorier, men det kan også være der skal komme et foredrag eller vi skal se en film. Jeg synes bare det er vigtigt, at der sker noget, og at det kun er for mænd. Det kan være et lille frirum, og en mulighed for at komme ud og møde andre, fordi det er mænd måske ikke altid lige gode til, især ikke når de først er gået på pension”, siger Jan og tilføjer:

“Det er vigtigt at understrege, at det er for alle, også selvom man ikke lige bor i Sdr. Vinge, så jeg håber da at mænd fra de omkringliggende byer som Vester Velling og Ulstrup, også dukker op”.

Det er gratis at deltage og der er ingen tilmelding, man møder bare op klokken 09.30 i Sdr. Vinge Kirke.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler