I weekenden var der Outdoorfestival i Ulstrup, og i strålende solskin var godt 400 deltagere samlet til nogle hyggelige timer ved Dannebrogpladsen.
Gudenådalens Efterskole sang for, da festivalen blev åbnet med fællessang, og herfra gik det ellers derudaf med diverse aktiviteter. Der var hindbærsnitteløbet, hvor 70 deltog, mens spejderne havde særdeles travlt med at sælge bøfsandwich, hvor mere end 180 styks røg over disken.

Der blev også snittet hyldefløjter til den store guldmedalje i værkstedet, ungdomsklubben lavede aktiviteter på vandet, mens der var diverse konkurrencer hos både Krolf og Bjerringbro Sportsfiskerforening. Hoppeborgen og saunaen blev også brugt flittigt, mens Hammel og Omegns Biavlerforening havde godt gang i både viden om bier og honning samt salg af nyslynget honning.

“I alt var der godt 400 forbi i de fire timer festivalen varede, og tre foreninger har allerede givet tilsagn om, at de gerne vil være med igen næste år. Det er fedt med den store opbakning til vores lille festival her i Ulstrup”, lyder det fra arrangørerne.















