Torsdag d. 12. juni venter der en stor musikalsk oplevelse på Ulstrup Slot, når Aarhus Kammerkor giver midsommerkoncert.
Det er et af Østjyllands bedste kor der igen besøger Ulstrup Slot på torsdag, hvor der indledes med et foredrag om Ulstrup Slot klokken 18.30 i Slotsgården. Herefter går koncerten i gang klokken 19.30.
“I første halvdel synger koret et klassisk repertoire og I vil glæde jer til Michael Tippet’s Spirituals! Alle vil her blive bevæget og samtidig blæst bagover af kraft og intensitet. Desuden vil koret synge Lund, Brahms, Bach og Morgensang af Elverskud mm.”, lyder det fra Aarhus Kammerkor.
I pausen serveres et glas vin og hapser af lækre oste, og man kan nyde de smukke omgivelser i slotsgården.
Efter pausen skifter koret repertoire til mere moderne kompositioner og her vil man opleve Børge Müller / Åge Stentoft, Beatles, Billy Joel m.fl. og flere af korets solister vil træde frem.
Koncerten vil naturligvis blive afsluttet med “Thank you for the music”.
Under det meste af koncerten vil koret blive akkompagneret af deres faste pianist Allan Dahl Hansen, som har fulgt koret de seneste 10 år.
Hele arrangementet varer ca. 2 timer.
Billetter à 100 kr. købes ved indgangen.














