Ulstrup IF har fået en særdeles god idé. De arrangerer nemlig MGP Party i Ulstrup Hallerne, og det er gået hen og blevet en vaskeægte succes. Igen i år er de klar med børnefesten, der formentligt snart kan meldes udsolgt.
Igennem flere år har de haft en fest i Ulstrup, når der er Børne MGP, og i år ser ikke ud til at blive anderledes. Således har de i skrivende stund solgt over 500 billetter til årets fest, vel at mærke på godt 24 timer, hvilket må siges at være mere end godkendt.
I år er der MGP den 22. februar, og den store fest, hvor der er plads til 800 børn og voksne starter klokken 16, hvor dørene åbnes. Herefter er der stor buffet med pizza, pasta og salatbar, inden det store show, der vises på en kæmpe storskærm, går i gang.
Ulstrup IF skriver på deres særlige MGP Party Facebookside, at man ikke skal vente alt for længe, hvis man skal sikre sig en billet, og med tanke på, at over halvdelen af billetterne allerede er solgt, så er der nok noget om snakken.