13. marts 2026

Susan satser på åbning af Fru Gås i næste uge

Det er ikke gået ubemærket hen, at der er aktivitet i lokalet på Hovedgaden, hvor Gadens Gourmet tidligere havde butik, og nu er åbningsdagen for det nye tiltag snart en realitet.

Der har de seneste uger været aktivitet i lokalet på Hovedgaden, som tidligere blandt andre har huset Gadens Gourmet. Det er Susan Terkildsen der har overtaget lokalet, og snart slår hun dørene op til hendes butik, som har fået navnet Fru Gås. Navnet vender vi i øvrigt tilbage til senere i denne artikel.

Fru Gås bliver en udvidet smørrebrødsforretning, hvor det danske køkken er i højsædet, og hvor ambitionen er, at maden, så vidt muligt, laves fra bunden og meget gerne med lokale råvarer.

Bag Fru Gås står Susan Terkildsen fra Vellev, der senest havde en lignende forretning i Bjerringbro, hvor der dog også, i modsætning til det nye lokale i Ulstrup, var mulighed for at spise maden på stedet. Susan var egentlig godt tilfreds med forretningen i Bjerringbro, men konstaterer at placeringen ikke var helt optimal, og at en kommende huslejestigning var mere end forretningen kunne bære.

Derfor er hun også glad for, at det nu er kommet på plads med lokalet i Ulstrup, som mere eller mindre var klar til at rykke ind i. Lidt knofedt og maling har gjort underværker, og da ByensNyt kigger forbi tirsdag formiddag er meldingen, at Fru Gås åbner i slutningen af næste uge.

“Jeg havde egentligt håbet, at jeg var klar lidt før, men som så mange andre har jeg været ramt af sygdom de seneste uger, hvilket har forsinket det hele en smule. Jeg vil hellere være helt klar, end åbne for tidligt og være på bagkant med tingene, så jeg satser på, at være helt klar i slutningen af næste uge”, lyder meldingen fra Susan.

Hun har ikke nogen uddannelsesmæssig baggrund inden for mad, men har altid haft stor interesse for området. Hun er opvokset på en gård ved Markusminde, hvor hendes forældre og søskende satte pris på god og hjemmelavet mad, hvilket har haft en positiv afsmitning på Susan.

“Jeg holder meget af det danske køkken, hvor tingene er lavet fra bunden med ordentlige råvarer, gerne lokalt og så skal der være nok af det. Jeg får et bredt sortiment af forskellige frokostretter, sandwich, dagens ret, slagterpålæg, gode oste og meget mere. Jeg er selvfølgelig også leveringsdygtig i mad ud af huset, og så vil jeg løbende kone med nye tiltag, blandt andet bestemt efter årstiden”.

Og så var der lige det med navnet

Fru Gås har med sin adresse udsigt lige over til Gudenådalens Efterskole, og her håber Susan på, at kunne lokke nogle af eleverne ind, så de i stedet for en frysepizza fra Brugsen, måske i stedet får en sandwich eller en lun frikadelle med tilbage på skolen.

Og mon ikke at eleverne, lige som denne artikels forfatter, har studset over navnet Fru Gås? Her kommer forklaringen:

“Jeg er nok lidt af en hidsigprop, så for nogle år siden var der en af mine venner der sagde til mig, mens jeg var hidsig, “du er bare sådan en fru gås”, og den har hængt ved lige siden. Nu bruger jeg det positivt, fordi det er nemt, det er dansk og så tror jeg det er let at huske for de fleste, og når nu jeg alligevel bliver kaldt det, så var det helt oplagt”, kommer det storsmilende fra Susan der glæder sig til at slå dørene op, hvilket umiddelbart også er gengældt fra de kommende kunder.

“Siden vi begyndte at gøre lokalet i stand, har der været mange forbi og spørge ind til, hvornår vi åbner, og flere har såmænd også gerne ville bestille allerede, så jeg har en rigtig god fornemmelse og glæder mig i den grad til at komme i gang. Mavefornemmelsen er god, og jeg er helt overbevist om, at Ulstrup er klar til Fru Gås”.

Skiltet er på plads, og går det hele efter planen, så åbner Fru Gås, med Susan bag disken, i næste uge
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler