Med imponerende flot sang fra særligt de bærende roller, et forrygende orkester under ledelse af kapelmester Gustav Hagner blev Atlantis på Busbjerg til endnu en skøn oplevelse i bakkerne bag Ulstrup
Den danske nyklassiker Atlantis er skrevet af Peter Spies og tekst af Thomas Høg og Sune Svanekier og er oversat til flere sprog. Rollen som den unge helt Silvan blev spillet og imponerende smukt sunget af Jonas Scott Di Hu. Kongedatteren, Silvans udkårne prinsesse Adalena blev spillet af Inger-Margrethe Holt Povlsen og kongen selv af Busbjerg-veteranen Morten Falbe Hansen. Krigsherren Jabbador, der bliver Silvans store fjende og rival til Adalena blev spillet af Jon Nergård Kobberøe og alle spillede og sang forygende flot.


Ensemblet, hvor flere skiftede tøj lynhurtigt og kom ind i nye roller, gav indtryk af, at der var langt flere end de i forvejen imponerende hele 38 medvirkende, der stod opført i programmet.

At Busbjerg år for år kan blive ved med at samle så mange talentfulde og dygtige aktører og dansere til den ene flotte forestilling efter den anden er beundringsværdigt. Der bliver lagt mange timer i forberedelserne, ambitionsniveauet er tårnhøjt og holdet formår at leve op til det, så det er fuldt forståeligt at ikke bare mange lokale men også folk udefra gør turen til Busbjerg til et obligatorisk element i deres sommerprogram.















