I december sidste år var der premiere på SYNG i Ulstrup, og korfestivalen, der blev en ubetinget succes, er igen på programmet i år som en del af Favrskov Kommunes nye kultursatsning der omfatter fem festivaler med hver deres tema.

Sidste år var der to arrangementer i Ulstrup Hallerne, et i september, hvor godt 350 personer deltog, mens man lavede et endnu større event i december i samarbejde med Sangkraft Favrskov, Busbjerg Spillene samt Ulstrup Hallerne, hvor over 500 deltog. I år er der lagt op til, at alle lokale kor inviteres med så der samles et stort fælleskor, der øver et repetoire op inden selve eventet.

Der er igen i år lagt op til fællesspisning for publikum, der udover det store fælleskor, også skal opleve Trine Gadebjerg give koncert.

“Den nye festivalstrategi omfatter fire festivaler, hver med sit eget tema og placering i kommunen. Det betyder, at vi sikrer en geografisk spredning og samtidig understøtter forskellige kunst- og kulturudtryk. Med denne strategiske satsning skaber vi også en langt bedre mulighed for planlægning og afvikling af festivalerne, da vi nu giver et klart håndslag på, at vi vil gå denne vej de kommende år. Dette giver ro og stabilitet for de mange aktører og samarbejdspartnere, der arbejder hårdt for at skabe store oplevelser for Favrskovs borgere”, lyder det fra Morten Bang, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune.

Der er bevilliget 70.000 kroner til SYNG, både i 2025 og 2026.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.