De har trukket spændingen ud, men i går aftes kunne Venstre i Favrskov så præsentere deres foreløbige kandidatliste til kommunalvalget, og her dukkede flere interessante navne op.
Øverst på listen står, ikke overraskende, Thomas Storm, der er borgmesterkandidat for partiet. Pladsen under ham er Allan Bo Andresen fra Hammel, der blandt andet er formand for Hammel Hestemarked og foreningschef i Hammel GF, og en mand, der formentlig vil kunne samle nogle af de stemmer op, som Nils Borring tidligere har fået.
I Ulstrup har det indtil nu været sparsomt med kandidater til at udfordre borgmester Lars Storgaard, men som nummer tre på Venstres liste finder man et navn, der har potentiale til at tage kampen op. Det navn er Nanna Skov Iversen, der gennem flere år har været med i Venstre, og som er aktiv på mange fronter i Ulstrup, blandt andet gennem Lokalrådet.
Hun overtager Flemming Nørgaards plads, da han efter mange år i lokalpolitik, har valgt at stoppe efter denne valgperiode. Nanna er skolelærer og er netop fyldt 30 år.
Spidskandidat er Thomas Storm, og han er glad for det nye hold som han har samlet, forud for valgkampen.
”Jeg har holdt utallige kaffemøder, og jeg er heldigvis altid blevet positivt modtaget. Undervejs har jeg samlet alle kandidater og holdt dialogmøder, hvor vi har lært hinanden at kende, talt politik og er i fuld gang med at udarbejde et valgprogram. Det bliver godt, og vi ser alle frem til valgkampen. Jeg tror på, vi får valgt en stærk byrådsgruppe, der med visioner og engagement vil sætte et positivt aftryk på fremtidens Favrskov”, siger en optimistisk Thomas Storm på Venstre i Favrskovs Facebookside.
Efter en demokratisk afstemningen på opstillingsmødet ser Venstres liste til KV25 foreløbig sådan ud:
• Thomas Storm, Søften, borgmesterkandidat.
• Allan Bo Andresen, Hammel
• Nanna Skov Iversen, Ulstrup
• Filippa Elgaard Balle, Hinnerup
• Christian G. Jensen, Hallendrup
• Cecilie Anthony, Hadsten
• Anton Svidt Christensen, Haldum
• Flemming Kragh Thomassen, Hadsten
• Santana Malling, Thorsø
• Michael Jensen, Hadsten
• Peter Ravn Jensen, Houlbjerg
• Arne Bay Madsen, Hammel