På fredag er der topkamp i herrernes Serie 5 i fodbold, når Ulstrup IF tørner sammen med Hammel GF på Ulstrup Stadion klokken 18. Vinderen af kampen rykker op i Serie 4 efter sommerpausen.
Det er måske lige at stramme den, at kalde kampen på fredag for et topbrag, men man kommer ikke udenom, at det er rækkens nummer et og to der mødes, i en kamp, hvor vinderen rykker op i Serie 4.
Hammel GF har 25 point mens Ulstrup IF står noteret for 24 point, så I bund og grund kan Hammel nøjes med uafgjort, mens hjemmeholdet er tvunget til at sejre, hvis de vil rykke op. Ulstrup har revanche til gode, efter deres første indbyrdes kamp, hvor Hammel GF vandt 2-1.
Begge mandskaber har leveret en ganske overbevisende indsats indtil videre, og mens Ulstrup kun har tabt kampen mod Hammel, har Hammel blot sat to point til, da de spillede uafgjort mod Houlbjerg/Laurbjerg. En kamp der i øvrigt endte med nogle vilde cifre, 6-6.
Kampen spilles på fredag klokken 18 på Ulstrup Stadion, og i dagens anledning er der mulighed for at købe aftensmad, da klubben har sørget for en pølsevogn.














