23. oktober 2024

Båltale af Ove Rosenkvist

I aften tændes der bål i anledningen af Sankt Hans, også i Nr. Galten, hvor Ove Rosenkvist står for at afholde båltalen. ByensNyt har fået lov til at bringe aftenens tale.

God aften.

For 8 år siden, i 2014, holdt jeg båltale her i Galten. Jeg spurgte blomsterlars Simonsen om jeg ikke kunne holde den samme tale igen.

Nej, sagde han. Folk i Galten har en god hukommelse, så du må skrive en ny tale. Så, kære venner nu har forholdet mellem kvinder og mænd også ændret sig i de 8 år, så derfor får I en helt ny Sct. Hanstale.

Længe inden kristendommens indførelse har danskerne fejret den længste dag. Dagen har navn efter Johannes Døberen. Det med hekse kom til Danmark i 1500-tallet. Men det havde hærget Europa fra 1400 til 1700. I de trehundrede år dræbte heksejagten mellem 50.000 og 200.000 personer, mest kvinder.

Det var et par forskruede munke, der i 1486 udgav værket ”Hekse hammeren”.

”Al heksekraft kommer fra kødelig lyst, som hos kvinder er umættelig”. Skrev munkene. Så begyndte jagten med at finde kvinder, der var lidt anderledes. Man forhørte og torterede kvinderne, for til sidst at brænde dem på bål. Den første danske heks blev brændt i Stege i 1540. Den sidste officielt dømte hed Anne Pallis. Hun blev brændt i april 1693.

Nu har I nok gættet, at det var før ”Me too” bevægelsen fortalte, at det var mændene og ikke kvinderne, det var galt med. I de sidste par år har der været ført en jagt på de mænd, der tog sig friheder overfor kvinder.

Det har haft store følger for den tidligere dirigent for Danmarks Radios pigekor Michael Bojesen og journalist Jess Dorf. Ingen af den er blevet brændt, højst brændemærket. Nå, men tilbage til heksen, der i dag futtes af på Sct. Hans bålet, som en erindring om dengang manden bestemte det hele. Jesper Klein sagde: ”I gamle dage smed man halsstarrige kvinder på bålet, nu udgiver de deres bøger.”

I 2008 spurgte TV nogle damer om de var modne til bålet. Damerne var blandt andet Sørine Godtfredsen, her fra Hadsten og Anne Marie Helger. De mente begge, at det ville være gået dem som Maren Splids fra Ribe, der blev brændt på bål under Chr. IV den 10. november 1641.

Som I sikkert har bemærket, kunne denne tale ikke holdes for 8 år siden. Da var det mændene, der bestemte. Nu er det slut! ”Lad pigerne komme til,” siger min kloge kone Hanne, når mændene får det hele til at gå i stå. Gang på gang overgår pigerne vi drenge med klarsyn og en praktisk holdning til tingene. Havde jeg i tide lyttet til min kloge kones råd og advarsler, ville livet have været en dans på roser. Vi mænd skal altid rende rundt og vise os, mens pigerne, altså udover at se bedre ud, kommer lettere til en god løsning.

Vi mænd skal takke kvinderne fordi de letter vejen for os. God Sct. Hans Aften.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler