3. november 2024

Festlig torsdag aften hos Mrs Jones

Normalt er der ikke meget liv i Søndergade en torsdag aften, hvor det primært er Central Kroen og diverse take-away steder der sikrer lidt liv i gaden, men i går var der såmænd også godt gang i Mrs jones, der havde kundeaften med fokus på mærket Prepair.

Lige godt 30 kvinder i alle aldre havde fundet vej til tøjbutikken i Søndergade denne torsdag klokken 19, og allerede inden der var blevet budt velkommen, var der godt gang i salget. Det var Trine Mikkelsen fra tøjfirmaet Prepair, der præsenterede tøjet, imens der lystigt blev drukket drinks og spist chokolade og andre lækkerier.

“Det er altid hyggeligt at være til en aftenåbning, og Helle (Indehaver af Mrs Jones, red) er god til at få arrangeret det godt, og der er altid stor opbakning fra hendes kunder. Det er jo ikke fordi, jeg fortæller noget, som Helle ikke ved, men det giver bare noget andet, at jeg kommer og fortæller det samt giver nogle fif til sammensætning af forskellige ting. Det er også en mulighed for at tage afsted nogle veninder og have en hyggelig aften, så jeg er stor fortaler for disse kundeaftener”, fortæller Trine til ByensNyt, der fik lov til at være med i baggrunden, inden kunderne blev sluppet løs i forretningen.

Trine kunne i øvrigt fortælle, at det i den grad er et kjoler, da folk skal til et hav af fester i år, oven på to år med diverse restriktioner.

“Vi kan i den grad mærke, at kjoler er et hit i år, fordi folk skal jo til fest og har man tre fester, så skal man da have tre kjoler. Jeg fornemmer at folk gerne vil bruge penge, til trods for uro i Ukraine og stigende priser, og der er et stort behov for at mødes, hvilket i aften jo er et godt eksempel på”

Helle Bandholz-Madsen, der ejer Mrs jones har set frem til endnu en god aften med fuldt hus i butikken, og har allerede et nyt arrangement i støbeskeen.

“Der er mange gengangere, men også nogle nye ansigter imellem i aften, og der går ikke mange dage fra jeg har lagt op på vores facebookside at vi afholder en kundeaften, til der er udsolgt. Der skal helst ikke være flere end 30, fordi det skal føles lidt eksklusivt, samtidig med, at vi har tid til at komme rundt til alle og hjælpe og vejlede alle. Folk får lidt godt til ganen, og det er nærmest blevet tradition med de forskellige drinks i flasker, som lige løfter stemningen en ekstra tand”, kommer det smilende fra Helle.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler