15. juni 2024

Formand for Hadsten Handel genvalgt

Til den årlige generalforsamling blev Lars Simonsen genvalgt som formand for handelsstandsforeningen. De øvrige poster er dog endnu ikke besat.

I sidste uge afholdt Hadsten Handel sin årlige generalforsamling, hvor medejer af Hadsten Blomster Lars Simonsen blev genvalgt som formand. Resten af posterne i den nye bestyrelse er til gengæld ikke helt på plads endnu, da konstitueringen er blevet udskudt på grund af sygdom.

”Vi har endnu ikke taget stilling til, hvordan posterne skal besættes. Det eneste, jeg ved nu, er, at jeg fortsætter som formand,” siger Lars Simonsen til ByensNyt.

Lotte Thurley fra Butik Natalie og Anne Mette Holm, der ejer Mette Sko samt Kop og Kande, blev ligeledes genvalgt til bestyrelsen. Tidligere suppleant Hanne Brandbyge Ørholst fra Matas er også indtrådt som bestyrelsesmedlem sammen med Dorthe Dahl Jensen fra børnetøjsforretningen, Mini & Maxi.

Som suppleanter blev Merete Olsen og Laila Blak valgt, mens generalforsamlingen betød farvel til Mads Sørensen fra Kvickly, Lykke Laursen fra Lokalavisen og Bo Meyer fra Tøjeksperten.

Caroline Balslev
Caroline Balslev
Caroline Balslev er journalist og en del af redaktionen på ByensNyt. Caroline har erfaring med lokaljournalistik fra blandt andet Hammel og omegn. Hun er født opvokset i København, men bor i dag i Aarhus.

Relaterede artikler