Søndag klokken 10 går det endelig løs med FamilieMessen i Hadsten, og blandt de mange stande på årets messe, finder man By Mira, der laver permanent makeup, og som er med for første gang. Hun har selv deltaget som gæst, og det er en af grundene til, at hun nu er med som udstiller.
Gittemira har haft By Mira i over to år, hvor hun til en start havde til huse ved Face & Body, men nu har sit eget lokale lidt længere henne af Vestergade, hvor hun deler fællesskab med to andre klinikker. Hun har selv været med som gæst adskillige gange på FamilieMessen, og der har hun ved selvsyn set, at der er masser af mennesker og en god og åben stemning, så det har nærmest været et selvfølgelig, at By Mira skulle have en stand.
“Jeg synes det er et rigtig godt koncept, og en messe, hvor der er noget for de fleste med stor forskellighed på standene. Jeg har selv været med som gæst, og synes at messen er mega god, og derfor var det helt naturligt, at jeg skulle være med. Folk får mulighed for at komme og høre mere ind til, hvad det er jeg laver, og da det handler meget om tillid i mit fag, så er det helt oplagt at være på en messe”, fortæller Gittemira, da ByensNyt er på besøg i klinikken.
By Mira laver primært permanent makeup, der er kosmetisk tatovering i ansigtet omkring øjne og læber, mens hun også laver øjenvipper og farver bryn. Det primære er dog permanent makeup, som Gittemira sætter lidt ord her:
“Når man siger permanent makeup, så er det ikke permanent som i for evigt, men virkningen holder i godt fem år, hvilket er grunden til, at man i det hele taget må tatovere i ansigtet, hvilket jo ellers ikke er tilladt i Danmark. Ved kosmetisk tatovering går vi ikke så dybt og arbejder med nogle pigmenter der ikke binder helt så meget som almindelige tatoveringer, samtidig med at vi kun må lave noget på eksisterende ting, og ikke tilføre nye elementer i ansigtet, altså pifte noget op, som allerede er der”
Gittemira har Anne Louise med på FamilieMessen, som er kropsterapeut, og som bruger lokalet, når Gittemira ikke er i klinikken, typisk om eftermiddagen, og der kommer til at foregå en masse på deres fællesstand i morgen, både med konkurrencer, vejledning og behandlinger.
“Anne Louise bruger mit lokale onsdag og torsdag og hver anden fredag, og hun er også med på messen. Både fordi at mange ikke ved, hvad en kropsterapeut er, og måske ved de slet ikke at hun er her. Vi laver en lille afskærmning og sætter en briks op, så man kan komme ind og få farvet og rettet sine bryn eller få en prøvebehandling af Anne Louise. Vi glæder os, og håber at mange vil kigge forbi”, lyder det storsmilende fra Gittemira.