26. april 2024

HØST Huset fik flot håndsrækning fra Sparekassen Kronjylland

Tidligere i år blev HØST Huset i Hadbjerg indviet, og her har flere lokale virksomheder hjulpet til med økonomisk støtte, herunder Sparekassen Kronjylland i Hadsten.

Gennem Sparekassen Kronjyllands Gavefond fik HØST Huset således bevilliget 25.000 kroner til inventar til det nye idræts- og kulturhus i Hadbjerg. Udover den store check på 25.000 kroner fra Gavefonden, så fik man også mulighed for at hente møbler fra Sparekassens overskudslager i Hammel, blandt andet til loungen og mødelokaler.

” Støtten til det frivillige foreningsliv fra lokale sponsorer er uvurderlig. I foreningslivet arbejder vi hele tiden med at skabe de bedste rammer for at vores frivillige træner og ledere kan tilbyde vores medlemmer de bedste muligheder for deres aktiviteter. Derfor er sponsorater som det Sparekassen Kronjylland Gavefond har givet også vigtig”, lyder det fra Lars Olsen, der er en af initiativtagerne til HØST Huset og mangeårig aktiv i HØST.

I Sparekassen Kronjylland er man glad for, at kunne hjælpe til lokalt, og derfor var Anders Rye Jensen, afdelingsdirektør i Hadsten afdelingen, også en glad mand, da han kunne overrække den store check.

”Vi er en lokal sparekasse, og vi vil gerne være tilstede så mange steder som muligt, og her var der et projekt, hvor vi kunne mærke entusiasmen og engagementet i en sådan grad, at der ikke var nogen tvivl om, at vi selvfølgelig skulle bidrage. Jeg synes HØST Huset er blevet rigtig flot, og det glæder mig også, at flere af de møbler der ellers bare samlede støv i Hammel, nu igen kan bruges og gøre gavn, i stedet for at ende med at blive smidt ud”, fortæller Anders Rye Jensen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler