Egentlig hedder det Lyserød Lørdag, men lige som så meget andet, så er det så småt gået over til, at strække sig over en længere periode, hvor der samles ind på forskellig vis til kampen mod brystkræft.
I 8370 sker der forskellige ting, og hovedattraktionen er nok i Voldum, hvor man på fredag arrangerer spinning i Voldum Hallen, hvor overskuddet går til den gode sag. Arrangementet er blevet så populært, at man har hele tre hold til start fra tidlig morgen og indtil først på formiddagen, hvorefter man mødes til kaffe og rundstykker i cafeteriaet.
“Det er voldsomt populært, og et virkelig godt arrangement som de har fået stablet på benene i Voldum. Vi er to mand derovre, hvor vi har noget lotteri og så er klar til at svare på spørgsmål fra deltagerne, og så er vi selvfølgelig også med til det sociale arrangement efterfølgende”, fortæller Irma Møller, der sammen med Grete Villadsen er til stede på fredag.
EDC Huset Hadsten har en stor konkurrence kørende på deres facebookside, hvor de donerer et beløb til Kræftens Bekæmpelse for hver deltager der er med i konkurrencen, mens Coro Solo Fysiurgisk massage på Finlandsvej støtter med 50 kroner for hver behandling i uge 40. Hadsten Bio giver et beløb for hvert bæger popcorn der købes, og det gælder helt frem til 22. oktober.
Kræftens Bekæmpelse i Favrskov har naturligvis også andre ting på tapetet hen over året, som foredrag med Daniel Svensson i morgen i Hinnerup, deltagelse på diverse markeder og messer, og har man en idé til et arrangement eller tiltag, så er man meget velkommen til at kontakte foreningen.
“Vi har jo medlemmer i hele kommunen, og laver mange forskellige ting året rundt, så vi prøver at være så synlige som mulige, og har man en god idé eller vil man gerne bidrage på den ene eller anden måde, så er man meget velkommen”, lyder det fra Irma Møller