Solen stod højt på den frostklare himmel, da ByensNyt i går var på besøg på Kollerup Mark, hvor der netop er gjort et interessant forhistorisk fund.
Da jeg lørdag mødte Pia Selchau-Mark i f.m. en fernisering i Sløjfen foreslog hun mig at lægge vejen forbi Kollerup.
I forbindelse med Banedanmarks elektrificering af banen har Moesgaard Museum undersøgt det område, der skal graves i og det har resulteret i et opsigtsvækkende fund på marken lige ved siden af vejen der går over jernbanen ved Kollerup Gods. Man har fundet to urnegrave fra den germanske jernalder og nogle stumper fra en tredje grav, der bevidner, at der har levet folk i Hadsten siden 400 e. kr.
“Det er opsigtsvækkende i mere end én forstand” fortæller arkæolog Michael Vinter som ByensNyt møder i færd med at markere stedet. For det første har vi ikke andet, der bevidner, at der har boet folk her i området i jernalderen og for det andet fordi den type grave ofte er pløjet i stykker efter flere hundrede års bearbejdning af jorden, men her ligger gravene dybere end de ofte gør, så det er faktisk et held og ret unikt” fortæller Michael Vinter.
“Og er der en gravplads så må vi antage, at der også har været en beboelsesplads lige i nærheden, men hvor den præcist har ligget kan vi kun gisne om på nuværende tidspunkt. Umiddelbart giver det dog god mening, at den har ligget lige her tæt på” fortæller Michael Vinter. “Lilleåen løber jo lige her nedenfor og åløb har traditionelt tiltrukket folk, for her var der næring; vand og fisk” fortæller han. “Frem til i dag har vi jo kun vidst, at der er et voldsted på Kollerup Gods og et andet voldsted ved Kollerup Mølle Kro, som fortæller at der en gang har været en borg. Den præcise alder på voldstederne er dog ukendt. Men nu ved vi, at der har boet folk her i hvert fald tilbage til den germanske jernalder” fortæller Michael Vinter.

Lidt længere henne på marken står museumsinspektør på Moesgaard Museum Hans Skov i færd med at undersøge to sten, som han formoder kan have udgjort en bund for endnu en urne. “Det kan også være toppen af urnen, der har været dækket af med sten” siger han, “det ser vi også ofte”. De to urner der er fundet indeholder knogler og knoglerester og de har også været undersøgt med en metaldetektor, men der er ikke fundet metal i dem. “Derfor kan der nu godt have været det” fortæller museumsinspektøren “for efter så mange år kan metallet være korroderet og så vil det ikke nødvendigvis give udslag på en detektor, men det får vi mulighed for at undersøge nærmere”
I den kommende tid skal marken og området omkring udgraves og undersøges nærmere og før det arbejde er afsluttet, får Banedanmark ikke lov at gå i jorden.
“Med frosten i jorden og det store arbede der ligger foran, så sker der formentlig ikke noget gravearbejde for Banedanmark før efter 1. kvartal i 2022” siger han, da jeg spørger ham, hvor lang tid der går.
“Men det er ikke det eneste spændende fund der er gjort på Kollerups jorde” fortæller Hans Skov og Michael Vinter.
Godsets ejer Pia Selchau-Mark har vist Michael Vinter nogle andre spektakulære fund, som er gjort gennem de seneste mange år men også en spændende genstand, som er fundet på gårdspladsen for ganske nylig som ByensNyt også har fået lov at kigge nærmere på.
Så jeg lægger Skov og Vinter bag mig og bevæger mig ind på godset for at tale med Pia.
Og den historie må du vente med at læse til en af de kommende dage her på ByensNyt.













