Nu på søndag afholder Folkekirkens Nødhjælp deres landsindsamling, og traditionen tro, er det de kommende godt 150 konfirmander, der går fra hus til hus i Hadsten og omegn. En tradition, der dog har været forhindret de sidste to år, grundet Corona.
I år samles der ind til Folkekirkens Nødhjælps igangværende projekter med særligt fokus på de mennesker, der rammes hårdest af klimaforandringerne, men også til krigens ofre i Ukraine, der får halvdelen af de indsamlede midler. Det er et godt eksempel på, at Folkekirkens Nødhjælp både yder udviklingshjælp og katastrofehjælp. I år er det 100 år siden, at Folkekirkens Nødhjælp blev etableret. Deres motto er ”Håb og Handling”, og det giver i forhold til indsamlingen ganske god mening, lyder det fra sognepræst, Marie Thomsen.
”Håb og handling hører jo sammen, for det er svært at håbe på noget, hvis man bare sidder med hænderne i skødet, og det er egentlig også det, vi sender konfirmanderne afsted med. Nemlig, at de selvfølgelig ikke kan bære alle verdens lidelser på jeres skuldre, og det skal de heller ikke. Men de skal gøre noget. Og hvis alle gør noget, kan der opnås meget! Det er en lille ting at give to-tre timer af sin tid, men når, der er mange, der gør det, så batter det noget”, fortæller Marie Thomsen, der er sognepræst i Hadsten Storpastorat.
Et andet motto som Folkekirkens Nødhjælp bruger er ”Vi tror på et liv før døden”, og netop den sætning bliver der taget udgangspunkt i, når der er konfirmandundervisning.
”Langt, langt de fleste mennesker, der lever under horrible forhold, har ikke selv skyld i det. For vi bestemmer ikke selv, hvor vi bliver født, og heller ikke altid hvem der bestemmer i landet. Så mennesker kan leve under forfærdelige vilkår uden at have åbenlyse handlemuligheder. Der må hjælp til fra alle os, der lever tryggere og rigere. Vi taler en del med konfirmanderne om, hvad vi selv har ansvar for, og hvem er vores næste? Er det dem, vi kender, er det dem, vi kan lide, eller kan det også være folk, vi ikke aner hvem er? Det er altid nogle gode samtaler, fordi det er ikke så let, når man breder begrebet ”næste” ud. Det kan blive så stort og uoverskueligt, at man næsten får lyst til at sætte sig med hænderne i skødet, fordi det kan jeg, ene mand, ikke gøre noget ved”, siger Marie og fortsætter:
”Det har de i princippet ret i, men som Mother Theresa sagde engang, så kan ingen gøre alt, men alle kan gøre noget, og det er ret præcist sagt, så det bruger vi en del tid på at tale om.”
Søndagen begynder med gudstjeneste, hvorefter konfirmanderne i hold sendes afsted ud i byen, og efter et par timer vender de så tilbage til kage og optælling af deres indsamlingsbøsser.
”Det er en super god dag, som giver så god mening på alle mulige fronter. Og også i år har vi fået lavet ruterne sådan, at alle gader og veje i byerne bliver dækket af konfirmander, både i Hadsten og de omkringliggende byer, hvor konfirmanderne bor.. Det ville være meget vanskeligt at gøre, hvis vi skulle have nye frivillige hvert år, men med den model, vi har her, som samtidig også giver mening for konfirmanderne, kan det lykkes. Og tilbagemeldingerne er hvert år, at det er en god dag. Også selvom det kan være grænseoverskridende at skulle ringe på en vildt fremmed dør, så lærer man også noget af det, og folk er jo søde og tager godt imod konfirmanderne”, siger Rasmus Hyldgaard Simonsen, der er indsamlingsleder og Kirke- og Kulturmedarbejder i Hadsten Storpastorat.
