27. juli 2024

Stor donation fra Nordea Fonden til Natteravnene

Natteravnene i Hadsten og Hinerup har fået en flot håndsrækning af Nordea Fonden, der støtter foreningen med 20.000 kroner, der skal bruges i forbindelse med kurser i konflikthåndtering til foreningens frivillige.

Natteravnene var forbi Nordea i Hadsten her til formiddag, for at modtage den flotte og store check, der blev overrakt af Jakob Jeppesen, der er vicefilialdirektør i afdelingen.

“Jeg er utrolig stolt over, at Nordea Fonden har valgt at donere 20.000 kr. til Natteravnene Hadsten-Hinnerup, så de frivillige kan udvikle deres allerede imponerende kompetencer i konflikthåndtering, endnu mere. Hvor er det fantastisk, at de vil investere noget af deres kostbare fritid til at gøre byen til et mere sikkert sted for alle. Jeg er dybt imponeret over det stykke arbejde de frivillige gør for at skabe et trygt miljø for borgerne, så de kan færde sig ubekymret i aften og nattetimerne”, udtaler Jakob og tilføjer:

“Det passer perfekt ind i Nordea Fondens ønske om det gode liv, hvor hovedformålet er at fremme det gode liv indenfor sundhed, motion, natur og kultur”. 

Formanden for Natteravnene i Hadsten og Hinnerup, Heidi Siem, er naturligvis rigtig glad for donationen fra Nordea Fonden, der skal være med til at klæde de frivillige bedre på.

“Vi er i Natteravnene Hadsten-Hinnerup virkelig glade og taknemmelige over den flotte donation fra Nordea Fonden. Pengene er øeremærket til et kursus i konfliktuddannelse, så vi kan blive endnu bedre klædt på, til de situationer vi møder på vores gåture. Kurset bliver afholdt af firmaet Kompetence + Konflikt Instituttet, der har stor erfaring indenfor dette område. Der er et stort behov for vores tilstedeværelse lokalt, derfor har vi brug for flere medlemmer, så vi kan arrangere endnu flere ture”, siger Heidi, der tilføjer til ByensNyt:

“Jeg er virkelig stolt af den her donation, som betyder virkelig meget for os, og skulle der nu sidde nogen derude bag skærmen og tænke, at de godt kunne tænke sig at blive en del af natteravnene, så er de meget velkomne til at ringe til mig, fordi vi kan sagtens bruge flere hænder”

Heidis nummer er 71 28 46 30 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler