7. februar 2025

Der er sommerferie i luften – også på ByensNyt

Med start på uge 27, går vi for alvor ind i sommerferien, hvilket betyder mindre aktivitet i lokalområdet, og det tager vi på ByensNyt konsekvensen af. Vi tager nemlig også et break, og så alligevel ikke helt.

Sommerferien kaldes også agurketid i medierne, hvor der er langt mellem de store nyheder, og hvor mange kommer med nyheder, som egentligt ikke er særligt interessante, men mest er lavet, fordi mediemøllen ikke må gå helt i stå.

På ByensNyt har vi det lidt anderledes. Vi fortæller noget, når der er noget eller nogen der vil fortælle en historie, og er der ikke det, så lader vi være. Vi opfinder ikke skøre historier eller kommer med havetips, det lader vi andre om. Derfor vil man som læser på ByensNyt opleve i den kommende periode, at mængden af nyheder falder ganske betragteligt. Men vi lover at være klar, hvis noget opstår, og vi har også lavet lidt små, fine historier til juli måned, som vi spreder ud med rund hånd.

Når vi rammer august er vi tilbage på fuld styrke, lige som det lokalsamfund vi beretter om er, så det passer jo meget godt sammen.

God sommer og fortsat god læsning.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler