I denne uge starter 3. klasserne på Østervangskolen et forløb omkring vævning i faget Håndværk & Design, og derfor var det helt nærliggende at besøge Balderus Stoleflet, blot nogle få hundrede meter fra skolen i Hadsten.
Her fik 3.b en rundvisning rundt på det store værksted, hvor der både bliver flettet stolesæder og lavet restaureringer af møbler, især danske designklassikere. Det var ejer, Knud Silkjær, der stod for rundvisningen, og han formåede at holde eleverne interesseret fra start til slut, og viste dem blandt andet, at det man bruger til at flette med er lavet af papir, hvilket kom som en overraskelse for eleverne og såmænd også ByensNyts udsendte, der havde fået lov til at komme med rundt.
Knud kunne fortælle, at der ingen uddannelse er, hvis man vil begynde at flette stole, så det er autodidakt og som Knud sagde “De første tyve stole regner jeg ikke med kan bruges, fordi det tager tid og kræfter at lære håndværket”.
Efter at have set, hvordan der flettes stole, så gik turen over i møbelværkstedet. Her var man blandt andet i gang med at sætte en klassiker i stand, den såkaldte Bamsestol, designet af Hans J. Wegner, for en kunde. Stolen koster fra ny på den gode side af 100.000 kroner, og istandsættelsen lød på godt 30.000 kroner, hvilket fik eleverne til at spærre øjnene op, men som en af dem sagde “Det er selvfølgelig billigere at sætte den i stand, end at købe en ny, og det er jo også bedre for klimaet”, hvilket man jo kun kan være enig i.
Til slut fik eleverne set Balderus´ showroom, hvor flere designklassikere tonede frem, og her fik eleverne mulighed for både at prøve møblerne og komme med de sidste spørgsmål, som der var ganske mange og relevante af, inden turen gik tilbage til Østervangskolen.
“Det er altid sjovt at have en klasse på besøg, og herligt med den mange gode spørgsmål, som kommer lige fra hjertet. Det er en god og anderledes måde at vise Balderus frem på, og vise eleverne det gode håndværk som vi står for”, fortæller Knud efterfølgende til ByensNyt.