17. september 2024

Årets virksomhedsturne for borgmesteren lagde ud i Villa Grande

Borgmester Lars Storgaard har fra sin tiltrædelse prioriteret at tage på virksomhedsbesøg hos små og store virksomheder i hele kommunen sammen med erhvervskoordinator Anders Starberg.

Det gør han også her i det nye år og årets første visit blev i dag torsdag aflagt hos Villa Grande. Villa Grande er fra januar forpagtet af Deborah Elgaard også kaldet Dee, som driver huset sammen med sin mand, Steen Elgaard.

Borgmesteren var efter rundvisningen på stedet tydeligt imponeret over de fine faciliteter og ikke mindst over, at man har formået at opretholde husets oprindelige 70’er stil. Stedet står 100% som dengang.

Borgmesteren så sit snit til at teste dartskiven og rygterne vil vide, at han var ganske ferm til at ramme plet.

Villa Grandes forhave danner ydermere rammen om en af Hadstens største kulturbegivenheder Musik på Toppen lørdag d. 8. juni 2024, hvor Lis Sørensen og Moonjam er blandt hovednavnene og mon ikke borgmester Lars Storgaard også finder vej til Villa Grande igen på det tidspunkt?

Efter besøget modtog Dee en hilsen fra erhvervskoordinator Anders Starberg, der på borgmesterens vegne takkede for rundvisningen og gav et par gode input til mulige samarbejdspartnere for Villa Grande i kommunen.

———————————————————————-

Villa Grande er en destination i Hadsten med mange formål og stedet råder over en bed & breakfastvirksomhed med 4 luksusværelser og med eget bad. Derudover er der en stor fællesbar, en indendørs pool, et game room samt lokaler til afholdelse af private arrangementer, fester og diverse faciliteter for erhvervsdrivende, som ønsker at holde møder, workshops og andre aktiviteter for deres medarbejderne eller gæster både ude og indenfor.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler