18. maj 2025

Bach Hadsten byder erfaren pladesmed velkommen

De har travlt hos Bach Hadsten, der netop har udvidet med forsikrings- og skadecenter, og det kræver naturligvis flere folk.

Gennem et stykke tid har Thomas Bach været på udkig efter den helt rette profil til hans nye forsikrings- og skadecenter, og han skulle såmænd ikke kigge så lang væk. Efter at have været ansat hos Anders Petersen Automobiler gennem 41 år, var Gert Sørensen fra Hadsten klar på nye udfordringer, og det passede perfekt ind i de planer, som Thomas Bach havde.

”Vi har travlt, og jeg må bare erkende, at jeg ikke kan nå det hele længere, og derfor tog jeg fat i Gert, som jeg vidste var ledig på markedet. Gert kan sit kram, har et særdeles godt ry i byen, og vi fandt hurtigt ud af, at vi passede fint sammen, så fra 1. maj er Gert ansvarlig for det nye center, hvilket jeg er rigtig glad for”, fortæller Thomas Bach til ByensNyt.

Gert Sørensen, der bor i Nr. Galten og er udlært pladesmed, er også glad for skiftet, og nyder de helt nye istandsatte rammer hos Bach Hadsten.

”Jeg blev oprindeligt udlært hos Hadsten Motorkompagni, som senere blev til Anders Petersen Automobiler og har været i branchen i 43 år, så jeg kommer med en portion viden og erfaring. Nu skulle der ske noget nyt, og så passede det helt perfekt at Thomas stod og manglede en ansvarlig til det nye center. Her kan vi lave præcis de samme ting som på et fordelsværksted, så har man en skade og vil have lavet det lokalt, så kan man uden problem benytte Bach Hadsten. Vi sørger selvfølgelig for lånebil, hvis dette ønskes, ligesom vi også rengør bilen efter endt reparation”, lyder meldingen fra Gert Sørensen.

Bach Hadsten tilbyder også almindelig værkstedservice, vedligehold af biler samt undervognsbehandling.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler