18. april 2025

Black Friday er sendt udenfor hos Mrs. Jones

Sidste fredag i november står den vanen tro på Black Friday, og hos mange kæder er det amerikanske tiltag blevet til både Black Week og Black November. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for tilbudsfesten.

Når butikkerne åbner den 29. november, så betyder det for mange en særdeles travl dag, hvor kunderne skal på tilbudsjagt og for manges vedkommende skal julegaverne sikres netop denne dag. 

Måske bliver der også travlt hos Mrs. Jones i Hadsten, men i så fald skyldes det ikke Black Friday. Her har man nemlig, traditionen tro, smidt tilbudsjagten ud på gaden. Men, hvorfor nu egentlig det?

”Vi leverer god service og høj kvalitet hver eneste dag til skarpe priser, og vi kan godt lide, at der er gennemsigtighed på det vi gør. Det føler jeg ikke der er med Black Friday, fordi mine kunder skal ikke være bekymret for, at det tøj de køber i dag, pludselig er markant billigere nogle få dage efter. Hvis jeg skal have en god forretning, så kan jeg ikke sælge mine varer med store rabatter, så derfor er vi, som vi plejer, ikke med i Black Friday-ræset”, fastslår Helle fra Mrs. Jones der tilføjer:

”Julehandlen bliver slået i stykker af Black Friday, og hvad de ellers kalder det, fordi kunderne går blot og venter på dagen, så de kan købe det til nedsatte priser. Hele november er underlig stille, og december er for mange også helt anderledes, end hvad det var for blot nogle få år siden”.

Helle lagde i sidste uge et opslag op på sin Facebookside, hvor hun gjorde opmærksom på, at hun ikke har Black Friday, og det havde en positiv reaktion.

”November havde været stille og så tænkte jeg, at det måske var tid til mit årlige opslag omkring Black Friday. Jeg ved jo ikke med sikkerhed, om det var opslaget der gjorde udslaget, men efterfølgende har vi haft nok at se til. Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger på beslutningen, og jeg tror det skaber en tryghed hos kunderne, at de ved, at priserne er som de er. Vi har altid gode tilbud på stativerne udenfor, så man kan sige, at vi nærmest har Black Year på den front, så er man på jagt efter et godt tilbud, så er vi også leveringsdygtige i det”, kommer det storsmilende fra Helle der tilføjer, at man på Black Friday har normale åbningstider.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler