På lørdag runder Bo Meyer, der er indehaver af Tøjeksperten i Hadsten, et skarpt hjørne når han fylder 60 år. Det skal fejres, og det gør tøjmanden sammen med kunderne i butikken.
I snart fem år har Bo Meyer slået sine folder i Søndergade, hvor han driver Tøjeksperten, så ikke alene fylder han rundt i år, han kan også fejre fem års jubilæum senere på året.
Normalt er det fødselaren der får gaver, og mon ikke at Bo også får det, men han sørger samtidig for, at hans kunder bliver en del af fejringen, både torsdag, fredag og lørdag.
“Jeg kommer jo ikke udenom, at jeg fylder 60, selvom det napper lidt, og i stedet for at forbigå det i stilhed, så har jeg valgt at gøre lidt ud af det. Derfor er der kagemand om torsdagen, mousserende vin om fredagen samt fadøl foran butikken om lørdagen til alle der har lyst til at kigge forbi”, siger Bo Meyer, der såmænd også har et rigtigt godt tilbud i ærmet.
“Når man nu alligevel er forbi butikken til et stykke kage eller en øl, så skal man da også have et godt tilbud. Derfor har jeg valgt at give 25 procent på hele butikken, så skal garderoben friskes op til foråret og sommer samt kommende fester som konfirmation og bryllup, er det da helt oplagt at kigge forbi min fødselsdagsfejring”, lyder det det fra en entusiastisk Bo Meyer.













